Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Det tyske efterår

I dag erkender han, at han og gruppen led af storhedsvanvid.
Jørgen Møllekær

»Der deutsche Herbst«.

RAFs terror-regime, der kulminerede for nu 40 år siden i 1977, er et grufuldt kapitel i den tyske efterkrigs-historie. Nogle uger og måneder alle nulevende indbyggere i Tyskland på 50+ stadig kan få dybe kuldegysninger over.

Også i Sydslesvig var det mørke efterår særdeles synligt. Ved grænseovergangene til Danmark stod maskingevær-bevæbnede tyske politibetjente som følge af de voldsomme drab og kidnapninger.

Først mordet på rigsadvokaten Buback i foråret 1977 og i juli drabet på bankmanden Jürgen Ponto, som var rådgiver for forbundskansler Helmut Schmidt. RAF ville omstyrte det vesttyske demokrati, som man opfattede som ærkekapitalistisk og endda tildels fortsat med gamle nazister i ledende poster.

Mens Buback-mordet var tænkt som en advarsel, skulle Ponto have været bortført, men det gik galt. Derfor satte RAFs såkaldte anden generation en ny makaber trumf på den 5. september.

I et forsøg på at få frigivet RAFs overlevende grundlæggere, der alle sad fængslet i Tysklands topsikrede fængsel i Stammheim ved Stuttgart, bortførte RAF-terroristerne arbejdsgiver-formanden med den nazistiske fortid, Hanns Martin Schleyer.

I Der Spiegels nyeste udgave fortæller en af terroristerne, Peter-Jürgen Boock, i et langt interview henover ti sider om detaljerne i overgrebene. Boock var med til koldblodigt at nedskyde Schleyers chauffør og tre bodyguards fra politiet. En af livvagterne blev ramt af 60 projektiler.

Boock siger i dag, at han fortryder alt. At intet retfærdiggør drab på andre mennesker. At han selv har forsøgt at tilbyde ofrenes familier møder for at sige undskyld.

Boock, i dag 65 år, blev født i Garding i Sydslesvig. En barndom præget af opgør med en far, der havde været nazist under krigen. Som kun 16-årig flygtede den unge Boock til Holland, blev anholdt for narkobesiddelse, forsøgte selvmord og blev anbragt i flere forskellige børnehjem.

Her mødte han flere andre utilpassede unge, der senere blev terrorister, blandt andre Andreas Baader – den ene halvpart i RAFs forløber: Baader-Meinhof-gruppen.
Boock blev straks fascineret af den otte år ældre Baader og sluttede sig hurtigt til det spirende venstre-ekstremistiske miljø omkring Baader i Frankfurt.

I Der Spiegel skildrer Boock detaljeret, hvordan bortførelsen af Schleyer blev gennemført. Hvordan han selv senere i forløbet var med til at godkendte, at PFLP-kollegerne bortførte Landshut-flyet. Med det formål at tvinge forbundskansler Helmut Schmidt til at inddrage andre statschefer fremfor enerådigt at køre med hård hånd mod terroristerne.

Håbet var, at Schmidt, når han nu selv nægtede, af andre kunne overtales til indrømmelser. Målet om at få frigivet sin mentor Baader og de andre RAF-terrorister fra Stammheim lykkedes som bekendt ikke. De tyske sikkerhedstyrker fra GSG9 befriede det kaprede flys besætning og passagerer, omend flyets kaptajn blev dræbt af PFLP.

RAFs top begik derpå kollektivt selvmord i fængslet. Boock beskriver, hvordan han på det tidspunkt opholdt sig i Bagdad sammen med ni andre fra RAFs inderkreds.

De bildte sig selv ind, at Baader og to andre i virkeligheden var blevet myrdet af NATO eller en vestlig efterretningstjeneste. Som modsvar blev Schleyer det følgende døgn kørt ud i en skov og skudt. Og Tysklands mørkeste efterår siden 1945 ebbede ud.

Boock fortsatte i første omgang. Han selv blev anholdt i begyndelsen af 80erne og har afsonet 17 års fængsel. I dag erkender han, at RAF led af »storhedsvanvid, hvis man skal beskrive det mildt.«

At han fortryder alt. Ikke nogen trøst for dem, det ramte. Men som samfund godt at vide.

Justizvollzugsanstalt i Stuttgart-Stammheim.

Justizvollzugsanstalt i Stuttgart-Stammheim. Her var den første generation af RAF fængslet.
(Foto: Wikimedia Commons)

kommentar
deling del

Skriv et svar