Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Det ofte oversete aspekt af Genforeningen

Kravet om tålelige vilkår for arbejdere og tyende handlede ikke så meget om Gud, Konge og Fædreland som om mad på bordet og en mere retfærdig fordeling.
Niels Ole Krogh

Jo længere vi kommer på afstand af store historiske begivenheder, vi selv eller vore forfædre har været involveret i, jo mere nøgternt vil vi ofte kunne betragte dem. Et ofte gentaget mundheld er, at sejrherrerne skriver historien. I den forbindelse er der i den aktuelle anledning Genforeningen/etablering af 1920-grænsen en væsentlig del af historien, der sjældent får indrømmet nogen stor plads i historiebøgerne.

En begivenhed, der kan være med til at sætte Genforeningen i relief, er datoen den 4. januar 1921. Den dag gik 15.000 med i begravelsesoptoget i Flensborg for at mindes drabet på Paul Hoffmann, den lokale formand for Tysklands kommunistiske parti, KAPD. Om aftenen gik 800 i demonstration mod Duborg-kasernen. Det kom til uroligheder, og militæret skød med maskingeværer og kastede håndgranater. Kilderne er lidt uenige, men angiveligt blev 15 mennesker dræbt.

Det, som ofte ikke tages med i nutidens fortælling om Genforeningen, er den enorme splittelse, der prægede netop årene omkring Genforeningen. For det var slet ikke enkelt for mange danske arbejdere på den tid at afgøre, om de skulle stemme dansk eller tysk. I 1917 var der revolution i Rusland. Kommunisterne kom til magten, og en bølge af håb skyllede ind over Europa blandt kontinentets millioner af fattige. Den gang var det i høj grad på sin plads at tale om fattigdom. Der blev ofte arbejdet på fabrikkerne i alle ugens syv dage, ferie eksisterede ikke, lønningerne kunne man knapt leve af, boligerne var i reglen fugtige og usunde, børneflokkene store, mange af de små overlevede ikke vilkårene.
Tyskland havde ingen erfaringer med demokrati. Kravet om tålelige vilkår for arbejdere og tyende, der ofte fristede lige så dårlige vilkår, handlede ikke så meget om Gud, Konge og Fædreland, som det handlede om mad på bordet og en langt mere retfærdig fordeling af midlerne i samfundet. Derfor blev danske og tyske nationalister udfordret af en stadig mere bevidst arbejderbevægelse for hvem den nyfødte socialdemokratisk ledede republik, Weimarrepublikken, udgjorde et større håb end småstaten kongeriget Danmark med borgerligt styre. Venstrefløjens partier støttede alle retten til national selvbestemmelse, men gik også ind for fælles klassekamp mod arbejdsgiverne, godsejere og adel, hvoraf mange mente, at de var født til at bestemme over andre.

Folkeafstemningen var derfor blandt mange småkårsfolk ikke kun et spørgsmål om dansk versus tysk. Det blev afspejlet i, at kun 25 procent af befolkningen i arbejderbyen Flensborg stemte dansk. Skal vi for alvor lære noget af historien, skal alle facetter med – og her er der ikke blot tale om en facet, men om et storpolitisk perspektiv.

kommentar
deling del

Skriv et svar