Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Det kommer til at tage en generation mere

Det her handler om i de seneste 30 år at have følt ikke at kunne slå til.
Det her handler om i de seneste 30 år at have følt ikke at kunne slå til.

Man blev helt glad mandag aften, da nyhederne fortalte, at 65.000 mennesker deltog i den spontane musikkoncert i Chemnitz rettet mod den sidste uges højreradikale optøjer i byen. Under sloganet »Wir sind mehr«, frit oversat: Vi østtyskere er mere og andet end nogle få formørkede højreekstreme bøller. Antallet af reflekterende mennesker, der ikke drager hærgende gennem gaderne og jagter udlændinge, er fortsat i absolut flertal.

Men udfordringen består. Tyskland forekommer dybt spaltet mellem dem, der er med på vognen. Og dem, som føler sig udenfor.

Tirsdag kom der et nyt vidnesbyrd om, at der fortsat er meget at arbejde videre med. Sachsens integrationsminister Petra Köpping (SPD) udgav en bog om østtyskerne. Udgivelsen falder helt tilfældigt sammen med hændelserne i Chemnitz, hvilket kun gør ministerens iagttagelser endnu mere vedkommende. For det første fastslår Köpping, at Chemnitz er tilfældigt. Die højreekstreme har et tæt netværk. Folk tager derhen, hvor der en konkret anledning til at vise deres udlændingehad. Så at ville begrænse det her fænomen til et lille område er forkert. Dernæst fastslår ministeren i sin bog, at det voldsomme had er udtryk for en afreaktion over ens eget liv.

De seneste fire år har Köpping deltaget i et hav af borgermøder i Sachsen. Et centralt udsagn er gået igen: »Flygtninge mig her og flygtninge mig der, hvad med at integrere os?« Köpping fortæller, at det i sidste ende altid hos den enkelte frustrerede borger har handlet om, hvordan vedkommende selv privat eller jobmæssigt er blevet negativt påvirket af »Die Wende«.

For os andre, der står udenfor, kan det være svært at forholde sig til, at Murens Fald her snart 30 år efter stadig efterlader dybe ar. Men for en hel del østtyskere over 55 år er deres voksne livshistorie et vidnesbyrd om smerte. Hvis man som 30-årig skulle klare sig efter 1989, har det for ikke så få været et personligt mareridt. Ens faglige kvalifikationer fra DDR-tiden har været ganske utilstrækkelige for at klare sig under de nye vilkår. Det handler ikke nødvendigvis om økonomisk armod eller et omskifteligt arbejdsliv. Det handler om i de sidste 30 år ikke at have følt at kunne slå til og deraf følgende manglende selvværd. Det er den følelse, Köpping beskriver, og som hos en for stor del af østtyskerne nu har gjort, at man stemmer på AfD eller hujer på gaden. Der er kun det lange seje træk med hele tiden at udvikle nye uddannelses- og jobmuligheder. Og det kommer til at tage en generation mere.

kommentar
deling del

Skriv et svar