Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Den tyske trojaner

Det var Odysseus, der fandt på den trojanske hest.

Den krigslist, hvor fjenden lokkes til selv at lukke en hær ind bag sine egne forsvarsværker. I nutiden er en trojaner et computerudtryk – et stykke aggressivt software, som ødelægger ens pc indefra. Men trojanere kan også bruges til overvågning.
Torsdag skulle forbundsdagen i Berlin efter planen vedtage en stramning af myndighedernes mulighed for at kunne opspore, hvad mistænkte foretager sig på deres computer eller mobil. Loven har vakt betydelig debat i Tyskland. For med lovændringen bliver det fremover muligt at placere en statslig trojaner på mistænktes computere og smartphones. En kommentator i Süddeutsche Zeitung, Heribert Prantl, har betegnet disse nye skærpede overvågningsmuligheder for – ikke et indgreb – men et decideret indbrud i vores alle sammens privatsfære. Prantl taler uforblommet om statslig hacking, der ifølge hans vurdering næppe er forenelig med den tyske grundlov.
At emnet er speget, understreges af, at denne lovændring mere eller mindre luskes igennem i form af nogle paragraffer i en lov, der handler om noget helt andet. Hvis det er korrekt, så har de ansvarlige selv bedt om balladen. Det er uværdigt at gennemføre den slags følsom lovgivning uden en forudgående reel offentlig debat.
Det, du og jeg har liggende på harddisken på vores computer eller mobil, er din og min private ejendom. Hvad den enkelte er optaget af privat, rager ikke andre, og da slet ikke statsmagten, medmindre man da selv deler det offentligt.
Men Prantl og andre fortrænger årsagen til, at dette vitterligt meget nyskabende overvågningsredskab, på den måde åbenbart skal hastes igennem Forbundsdagen. Hvis dybt alvorlig og personfarlig kriminalitet, herunder terrorangreb, skal kunne forhindres, så kræver det også et politi og et retsvæsen, der er i stand til at efterforske digitalt. De billeder, vi vel alle kan huske fra en eller anden lettere bedaget kriminalfilm, hvor man får placeret lytteudstyr i et lokale eller aflytter en telefon, er måske underholdende at se på. Men virkeligheden er jo en anden. Vi agerer og kommunikerer alle sammen primært via en computer eller en mobil i dag. Og hvis en dommer i gamle dage gav lov til telefon- eller rum-aflytning, så er det vel de samme spilleregler, der skal være opfyldt, før en dommer tillader, at politiet placerer statslig spion-software på en mobil?
Kritikere som Süddeutsches kommentator og andre mener noget andet. De argumenterer ud fra forsigtighedsprincippet. At vi som samfund risikerer at åbne ladeporte for en udvikling, hvor myndigheder – omend måske utilsigtet – kommer til at overvåge uskyldige. Og kommer til at se private detaljer, der intet har med den konkrete efterforskning at gøre. Tanken om, at en eller anden efterforsker udefra kan tænde for kameraet eller skrue op for mikrofonen, er bestemt ikke rar. Det ville mildt sagt være aldeles grænseoverskridende, hvis det skete for uskyldige. Ens holdning til, om en stat skal have et sådant redskab eller ej, handler grundlæggende om to afgørende spørgsmål. Hvor højt vi hver især vægter vores uindskrænkede personlige frihed, herunder krav til privatsfæren. Sat overfor, at også tyske myndigheder skal løse en næsten uoverkommelig opgave, som handler om at beskytte os allesammen mod terror eller anden alvorlig kriminalitet. Det andet forhold, der spiller ind, er, hvor stor ens tillid er til, at vores myndigheder ikke misbruger deres magt. Reaktionerne fra tyske kommentatorer viser, at mistilliden fortsat trives. Det gamle tyske udsagn om, at tillid er godt, men kontrol er bedre, gælder åbenbart stadig.

kommentar
deling del

Skriv et svar