af

Jørgen Møllekær

Leder: Den fraværende valgkamp

Der står altså væsentligt mere på spil til et forbundsdagsvalg.
Der står altså væsentligt mere på spil til et forbundsdagsvalg.

Man skulle ikke tro, at tyskerne om blot seks uger skal træffe et særdeles vigtig valg.

For valgkampen op til forbundsdagsvalget er så godt som ikke eksisterende. Forbundskansler Angela Merkel (CDU) vandrer i Sydtyrol. Det er hende vel undt at få en pause fra et af verdens mest opslidende jobs.
Alligevel er det svært underligt. Sammenligner man eksempelvis med den i maj overståede valgkamp i Slesvig-Holsten, så kørte den i tre fulde måneder lige fra begyndelsen af februar og frem til afgørelsen den 7. maj. Med al ærbødig respekt for de kompetencer, som tyske delstater har: Der står altså væsentligt mere på spil til et forbundsdagsvalg.

Men august er og forbliver den primære feriemåned i Tyskland. Berlin ligger – i hvert fald i politisk forstand – øde hen. Tyske medier er til gengæld allerede fyldte med valghistorier. Man må håbe, at de bliver læst, selv om man kan frygte, at også størstedelen af vælgerbefolkningen har ferie-slukket for politiske budskaber. Det får så bare den konsekvens, at de mange samfundspolitiske udfordringer skal diskuteres med hinanden på blot få uger i september. Nærmest en dansk folketingsvalgkamp, der også kun er på tre uger ud fra den politiske tradition, som statsministrene plejer at følge.
Til gengæld virker det som om, at de danske vælgere følger mere interesseret med i den korte valgkamp, end man kan se det i Tyskland. Afstanden til forbundspolitikken er langt større syd for grænsen end afstanden og den reelle indflydelse på Folketinget er for menigmand i Danmark.

Det ses blandt andet også ved at sammenligne stemmeprocenterne. Omtrent 70 procent er maksimum ved forbundsdagsvalg. Mens man i Danmark evner at fastholde over 85 procent. Det skyldes formentlig ikke mindst den større uforudsigelighed nord for grænsen med de mange partier. Den tyske spærregrænse på fem procent sikrer, at de største partier relativt set er sværere for vælgerne at gøre større eller mindre. Og når valget enten står mellem en midtsøgende konservativ eller en midtsøgende socialdemokratisk kanslerkandidat, så kan man tildels forstå den delvise politiske apati og manglende interesse i befolkningen.

De tyske satirikere rammer plet, når de i forskellige varianter på tyske tv-kanaler og radiostationer spydigt fortæller om Merkels valgtaktik. Den er nærmest usynlig. Weiter so – fortsæt som nu – er mantraet, der i den aktuelle politiske situation er særdeles effektivt. Man kan endda høste stemmer på at vandre i bjergene. Meningsmålingerne er meget stabile. Det eneste spændingsmoment er, om Merkel kommer til at regere med FDP eller de Grønne som nye koalitionspartnere. Eller til nød dem begge ligesom vi nu ser det i Slesvig-Holsten. Denne politiske kamel bliver sværere at sluge på forbundsplan end i Kiel. Desuden er der ikke tradition for trepartsregeringer i Berlin. Frygten for ikke at kunne styre det, ligger dybt i tyske politikere. Det ville dog fortsat være bedre end at fortsætte det offentlige skænderi i koalitionen med SPD fire år mere. Tyskland har det samfundsøkonomisk fremragende på trods af den indsats, som CDU-SPD har ydet siden 2013. På grund af Tysklands tiltagende geopolitiske rolle er vælgerbefolkningen også tydeligvis med på, at det er vigtigere netop nu at kunne fortsætte med en knusende rolig og dybt erfaren Angela Merkel ved roret end at risikere noget nyt med en Martin Schulz. Mens Merkel ferierer, er Schulz som udfordreren i de her dage på valgturne. Han siger, at han uanset valgresultatet ønsker at fortsætte som formand og kanslerkandidat. Klogt. Vi får se.

kommentar
deling del

Skriv et svar