Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Den franske revolution 2.0

Det franske valgs vanvittige resultat er meget mere end et jordskredsvalg.
Jørgen Møllekær

Franskmændene har gjort det igen.

De fleste har hørt om den franske revolution. De begivenheder tilbage i 1700-tallet, der fjernede enevælden og dermed adelens og kirkens magt, og for første gang i verdenshistorien styrkede de borgere og bønder, der indtil da havde været holdt helt uden for indflydelse.

En samfundsomvæltning, der siden førte til demokrati og de helt afgørende borgerrettigheder, ikke kun i Frankrig, med frihed, lighed og broderskab (= fællesskab).

Revolutionen dengang var fremkaldt af økonomiske og sociale spændinger i Frankrig op gennem 1700-tallet. Her i 2017 kan man med god ret hævde, at de selvsamme mekanismer er på spil igen. Fran­krig halter økonomisk langt bagefter både Danmark og Tyskland.

De sociale spændinger i et land, der ikke vil anerkende sine mindretal, er også åbenbare for enhver.
Så et markant flertal blandt vælgerne har stemt alle de gamle partier ud. Ikke helt ud ganske vist, men godt og vel uden for enhver magt og indflydelse.

Frankrigs svar på Socialdemokratiet er sammen med dets koalitionspartnere blevet reduceret fra godt 300 til under 50 parlamentsmedlemmer. Ikke færre end otte tidligere ministre og otte tidligere viceministre har ikke opnået genvalg. Det fald i antallet af parlamentsmedlemmer alene kommer til at koste partiet 17 millioner euro årligt i mistet partistøtte.

Derudover udløser det lave antal folkevalgte også et kraftigt indhug i den løbende støtte pr. parlamentariker. Vi taler om det parti, der med Francois Hollande indtil for nylig stillede med landets præsident. Socialisterne i Frankrig får svært ved at opretholde sit partiapparat, vurderer analytikere. Også de borgerlige fik med rundsaven. De konservative republikanere opnåede knap 130 pladser i et parlament med 577 pladser.

Og hvad med Front National og Marine Le Pen, som alle med tilbageholdt åndedræt frygtede kunne gå hen og blive Frankrigs næste præsident? Front National blev indtil for få måneder siden spået op mod 100 pladser i parlamentet. Sådan gik det ikke. Marine Le Pen blev valgt og sammen med hende blot syv andre.

Det franske valgs vanvittige resultat er meget mere end et jordskredsvalg. Selv om valgsystemet forstærker effekten, fordi det ikke er et forholdstals-valg som vi kender det på vore breddegrader, så har franskmændene med et klart flertal smidt alt det kendte ud.

Og givet deres nye unge præsident Emmanuel Macron et flertal i parlamentet også.

Hans bevægelse »En Marche«, der vil føre republikken et helt nyt sted hen, blev først for få uger siden et formelt parti. Og tordner ind med 327 mandater og får et absolut flertal.

Så nu står franskmændene med en præsident, der vil kunne gennemføre ganske betragtelige reformer. Og Frankrig står også med et parlament, i hvilket 327 af medlemmerne er politiske novicer. Mange unge og mange kvindelige parlamentsmedlemmer, og netop derfor også masser af gåpåmod og konkret forandringslyst.
Det er på sæt og vis lige så voldsomt som dengang, da adelen og kirken ikke længere havde det samme at skulle have sagt længere, men måtte overlade store dele af samfundsindflydelsen til almindelige borgere og bønder.

Det kommer ikke til at gå stille af sig. Og næppe heller ubesværet. For nok har et flertal af franskmændene lykkeligvis erkendt, at deres land trænger til den helt store kost. Men når en lang række arbejdstager-privilegier så nødvendigvis må reduceres kraftigt for at få styr på statens udgifter igen, vil det vise sig, om opbakningen til denne indtil videre fredelige og nødvendige resolution fortsætter.

(Foto foroven: Laurent Cipriani/AP/dpa)

kommentar
deling del

Skriv et svar