Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: De manglende cykel-visioner

Hvorfor bliver vi bare ved med at slå ud med armene her i Sydslesvig og Holsten?
Hvorfor bliver vi bare ved med at slå ud med armene her i Sydslesvig og Holsten?

Aktive ferieformer udbredes mere og mere. Jovist, der vil også fortsat – under mere normale vejrforhold – være et evigt stort marked for en smuttur sydpå med »all inclusive«, hvor man en uges tid blot slænger sig på solsengen.

Hos os i grænselandet er der potentiale til at få turismen til at vokse yderligere på andre måder. For antallet af mennesker, der ønsker at bruge sig selv fysisk, vil kun stige fremadrettet. Det skyldes både den demografiske forskydning, med flere ældre, der dels har råd til både fire og fem miniferier om året og samtidig er ud af en generation, hvor man gennemsnitligt bliver ældre og i langt flere år end tidligere har haft muligheden for at holde sig i fysisk god form.

Man ser overalt i de her uger, hvor mange gråhårede der tonser rundt på avancerede cykler med større eller mindre oppakning. Men her til Sydslesvig kommer denne købestærke turistgruppe kun én gang.

Som vi fortalte i onsdagsavisen, er huller og revner ikke undtagelser men reglen på cykelstierne. De fleste har opdaget, at man nord for grænsen for længst har satset meget mere på den bløde trafik. Vi har også tidligere beskrevet de manglende cykelstier i Flensborg, hvis man skulle tale om alternativer til bilen som bynært transportmiddel også udenfor feriesæsonen.

Lige lidt hjælper det. Alle er klar over det, men ingen gør noget. Man bliver ved med at henvise til de komplekse strukturer, hvor for mange for små kommuner ikke har budgetter til noget så »luksuriøst« som gode cykelstier i et velfærdssamfund som det tyske. En af de interessante oplysninger i artiklen kom fra det tyske cyklist-forbund, der hævder, at man i andre tyske delstater faktisk er kommet længere end i Slesvig-Holsten. Nogen af dem har givetvis også haft lettere ved at investere i de bløde trafikanter qua flere skatteindtægter. Men de har faktisk også langt færre kommuner end hos os.

Hvorfor bliver vi bare ved med at slå ud med armene her i Sydslesvig og Holsten? Så længe Tysklands nordligste delstat insisterer på at fastholde sin strukturelle »Kleinteiligkeit« med over 1000 kommuner, sker der intet. Kommuner på under 1000 indbyggere er der i hundredevis af. Hvad skal vi med dem? Alle andre partier end SSW, som vælgermæssigt fik på puklen for at påpege nødvendigheden af en kommunalreform, sover bare i timen. CDU, SPD, De Grønne og FDP især svigter vælgerne og oplagte udviklingsmuligheder, herunder bedre cykelstier, hvis man ikke vil reformere.

kommentar
deling del

Skriv et svar