Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Den danske forståelse af åbne grænser

Logikken er ikke helt til at få øje på.

Fra lørdag den 27. juni kan alle danskere frit rejse ud til alle EU-lande. Dog med et krav om, at der skal have været under 20 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge i det pågældende land. Lige for tiden lever alle EU-lande på nær Portugal og Sverige op til de krav. Så endnu en kovending i de danske rejseregler.

Tyskland foreslog, som nogle vil kunne huske, blandt andet Danmark at være med i denne koordinerede ordning allerede tilbage midt i maj. Men dengang ville Danmark ikke være med, og siden da er presset bare vokset og vokset mod den danske regering, der egentlig havde meldt meget restriktive rejseregler ud helt frem til udgangen af august. Kun Tyskland, Norge og Island var meldingen indtil torsdag formiddag. Så alle rejselystne danskere, der ikke allerede har booket ferie derhjemme, kan nu få den sommer, som de plejer.

Men der er et »aber dabei«. For Danmark fastholder, at den fulde rejsefrihed åbenbart kun skal gælde egne borgere. Den gælder ikke, hvis en person fra et andet EU-land vil rejse ind i Danmark. På nær os i Slesvig-Holsten skal alle andre fortsat kunne dokumentere ved grænsekontrollen, at man enten har booket mindst seks overnatninger eller er i transit til et andet nordisk land. Det er en ulogisk forskelsbehandling. Det smager lidt forkert i munden. Og rent praktisk betyder det, at primært hotellerne i København fortsat vil stå temmelig tomme. Med de nuværende regler bliver kun 2000 af de i alt 17.000 hotelværelser i Danmarks hovedstad brugt. Et ophold i en storby er typisk af to-tre dages varighed. De færreste vil binde sig i næsten en hel uge. Så dermed mister turismen i København fortsat millioner af kroner dagligt.

Argumentet er et forsigtighedsprincip. Det er al ære værd, at man fra den danske regering på den måde prøver at forhindre, at alt for mange opholder sig i den indre by i København på én gang. Men samtidig ophævede man her den anden dag »forbuddet« mod at rejse til tyske eller norske byer med over 750.000 indbyggere. Hvis det altså nu er sikkert for en dansker at rejse til Berlin, Hamborg, Frankfurt, Köln eller München for et par dage, hvorfor skal det så ikke være muligt i København? Logikken er ikke helt til at få øje på. Og i realiteten handler det vel også mest om, at en regering, der presses fra alle sider, nu prøver at komme ud af de manglende logikker uden at miste for meget ansigt.

Ideen om at styre genåbningen med objektive kriterier som det aktuelle smittetryk er rigtigt fint. Men også det foreslog Tyskland allerede for en måned siden.

kommentar
deling del

Skriv et svar