Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Danmarks borgerlige kollaps

Socialdemokraterne må knibe sig selv lidt i armen.
Jørgen Møllekær

En hændelse på Christiansborg i sidste uge kan meget vel ende med at definere dansk politik langt ud i fremtiden. For de såkaldt borgerlige partier gjorde igen alt for at spænde ben for hinanden. Mistilliden til hinanden til højre for midten i dansk politik er nu så afgrundsdyb, at den smalle socialdemokratiske mindretalsregering sidder særdeles sikkert i sadlen. Et paradoks, for en regering, der kun baserer sig på 47 af de 175 folketingsmedlemmer valgt i Danmark, bør per definition leve et usikkert liv.

Socialdemokraterne må knibe sig selv lidt i armen. For her trekvart år efter folketingsvalget er der godt nok allerede præsteret resultater. Men man kan sandelig også fremdrage indtil flere af de store valgløfter, som S-regeringen end ikke er i nærheden af at indfri.

Statsminister Mette Frederiksen arbejder defensivt og har ikke specielt travlt. Det er klogt. Men det er også atypisk, for enhver ny regering plejer ellers at have et meget højt energi-niveau de første år af en ny valgperiode. For man skal jo demonstrere overfor vælgerne, at man rent faktisk også agter at indfri de valgløfter, som vælgerne stadig har i frisk erindring. Men i torsdags blev det cementeret, at regeringen har overtaget. De Radikale, der sammen med Enhedslisten og SF udgør det parlamentariske grundlag for Frederiksen, valgte onsdag at gå imod regeringen i en sag om udenlandske spekulanters opkøb af danske udlejningsejendomme. Problemet er, at de store boliginvestorer sætter huslejen markant i vejret, så snart en række lejemål er overtaget og sat i stand. Godt for investorer, men skidt for lejerne, der typisk stemmer til venstre for midten. S-boligminister Kaare Dybvad ville forbyde huslejestigninger i op til ti år efter køb, og det var for venstreorienteret for de Radikale, der samlede de blå partier omkring sig.

Men kun indtil torsdag formiddag, da Dansk Folkeparti skiftede side og helt af sig selv kontaktede ministeren for samme dags aften at indgå en aftale med ham og SF og Enhedslisten.

For Dansk Folkeparti, der ellers har bedyret, at de hører til på højre side i dansk politik, valgte her altså at springe ud som et parti, der er klar til at føre klassisk venstreorienteret reguleringspolitk af det frie marked. DF var ellers meget kontant ude med riven, da Venstre pludselig begyndte at flirte med S for at danne en stabil midteregering. Mette F. afviste køligt Lars Løkke. Og lige nu ligger hun lunt i svinget til at kunne fortsætte som statsminister også efter valget i 2023. De borgerlige partier er kollapset.

kommentar
deling del

Skriv et svar