Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Er Danmark et eksempel til efterfølgelse?

Professor Bernd Henningsen i Süddeutsche: De danske socialdemokrater har gang i et djævleridt mod højre.
Professor Bernd Henningsen i Süddeutsche: De danske socialdemokrater har gang i et djævleridt mod højre.

Det var en ordentlig bredside, professor Bernd Henningsen forleden leverede i et debatindlæg i den velanskrevne Süddeutsche Zeitung mod det danske Socialdemokratiet og udviklingen de seneste år i Danmark generelt. Henningsen, der er årgang 1945 og stammer fra Flensborg, er en af ret få tyske forskere, der har dyb indsigt i dansk politik. Han er blandt andet forfatter til bogen »Danmark« og er honorær professor i skandinavistik ved Humboldt Universitetet i Berlin.

Han advarer de tyske socialdemokrater mod at følge søsterpartiet i Danmark. I hans analyse kalder han danskernes kurs for et djævleridt mod højre. Den Venstre-ledede afgåede regerings udlændingepolitik fortsættes. Det er vanskeligt at forene venstreorienteret socialpolitik med højreorienteret udlændingepolitik, konstaterer han.

Henningsen har ret i, at det er en vanskelig, måske umulig spagat, Socialdemokratiet har begivet sig ud i. Mindretalsregeringen vil blive presset af de tre støttepartier på udlændingeområdet i et omfang, der kan knække den. Men er professorens advarsel til SPD anvendelig?

Faktum er, at SPD befinder sig i afgrundsdyb krise som i nogen grad har afsæt i at være halehæng til CDU/CSU i den store koalition, der i lighed med Danmark måske blot mere subtilt har strammet udlændingelovgivningen igen og igen efter den store indvandring i 2015. Samtidig – og det overser Henningsen – skræmmer sporene fra årtusindskiftets Hartz 4-love, indført af den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder.

Den har gjort en hel generation af de dårligst stillede arbejdere fattige og har fået partiets sociale profil til at tage sig ud som en schweizerost.

Henningsen understreger, at de tyske socialdemokrater altid har været langt mere idelogisk præget end søsterpartiet i Danmark. Så det er det tyske stålsatte overfor det danske pragmatiske – nogle ville sige alt for føjelige. Men til hvilken pris? Et SPD, der ligger i ruiner og er præget af ustandselige interne slagsmål versus et dansk Socialdemokratiet, der efter at have lyttet til folkedybet nu har vundet regeringsmagten.

Skal SPD genvinde en betydelig magtposition og komme dets kernevælgere, Tysklands mindrebemidlede, til undsætning, bør det gøre op med sig selv, om partiet vil blive på den ideologiske kurs som hidtil og dermed risikere et selvmord, eller om det vil agere mere i overensstemmelse med flertallet ønsker.

Tabet af stemmer til De Grønne og AfD taler sit tydelige sprog. Uden en klar kurs vil SPD ikke kunne genvinde sin status som folkeparti.

kommentar
deling del

Skriv et svar