Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Danmark 
har nøglen

Burde køb­mændene ikke skynde sig at mødes med Lea Wermelin?
Jørgen Møllekær

Der er åbenbart ved at komme bevægelse i den uendelige saga om dåsepant i grænsehandlen. Flere medier skrev for nylig om, at Danmarks nye miljøminister Lea Wermelin (S) har henvendt sig til miljøminister Jan Philipp Albrecht (De Grønne) i Kiel. Wermelin vil have et møde for at forsøge at løse denne set med Danmarks øjne ulidelige sag.

Der bliver årligt købt 650 millioner øl- og sodavandsdåser i de 60 grænsehandelsbutikker i Sydslesvig og på Femern og i Rostock. Dåser, der på grund af en tysk lov-undtagelse kan købes uden pant, hvis de eksporteres til Skandinavien.

Wermelin vil især løse det miljøproblem, som pantfrie dåser medfører for Danmark. Langt fra alle, men ikke så få af disse uforgængelige metaldåser ender i naturen. Dernæst har det naturligt nok i mange år været en torn i øjet på danske købmænd, at danskere lokkes til Sydslesvig, fordi det er en ekstra økonomisk gulerod at slippe for at skulle betale pant.

Wermelins bønner er åbenbart blevet hørt. Ifølge SHZ har både Albrecht, men også miljøministeren på forbundsplan, Svenja Schulze (SPD), meddelt København, at man både i Kiel og i Berlin er klar til at få sagen løst. Spørgsmålet er så bare, om Danmark er tilfreds med den tilbudte løsning.

For fra tysk side gentager man tilbuddet om omsætte aftalen fra 2015. Dengang blev Danmark og Tyskland enige om, at Tyskland dropper fritagelsen for tysk pant også i grænsebutikker.

Men danske butikker skulle samtidig forpligte sig til at tage imod disse tysk indkøbte dåser. Med andre ord: En dåse fra Otto Duborg skal kunne afleveres i flaskeautomaten i Superbrugsen og alle andre steder i hele Danmark.

Det var de danske købmænd i hvert fald dengang ikke så begejstrede for. Blandt andet fordi det kræver nye investeringer, da de tyske dåser ikke er udstyret med den type stregkode, der bruges i Danmark. Men jo især, fordi det ikke rigtig giver mening at skulle returnere pant for en vare, man hverken har solgt eller oprindeligt modtaget pant for.

Derfor blev sagen ikke fulgt op, da V-regeringen kort efter tog over i 2015. Men købmændenes brancheforening i Danmark burde skynde sig med at blive enige med Lea Wermelin om en løsning. For begge parter har et motiv. Miljøbelastningen fra de mange dåser skal stoppes. Og hvis danske købmænd kan hive noget af grænsehandlen hjem igen, er en investering i at kunne modtage de tyske dåser da måske rigtig god? Men købmændene vil givetvis ikke sidde på den pantregning alene. Og det er vel næppe heller en offentlig opgave.

kommentar
deling del

Skriv et svar