Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Dagen før dagen

Et flertal alene med FDP ser heldigvis ud til at kunne blive parkeret som drømmeri.
Jørgen Møllekær

Så skal vi have udløst den – spændingen.

Eller hvad? Når valgstederne lukker over hele Tyskland søndag klokken 18, kan vi se tilbage på en ret uinspirerende valgkamp. Tyske iagttagere taler om den mest kedelige valgkamp i mands minde. Ingen debat for alvor om væsentlige samfundsudfordringer, der kan siges at have bidt sig fast i hukommelsen.

Forbundskansler Angela Merkel har tydeligvis helt konsekvent spillet på sig selv som det sikre kort i en usikker verden. Det er ikke fra hende eller CDU, der er kommet de store fremadrettede reformplaner for, hvilken vej Tyskland bør udvikle og forbedre sig.

I de to tv-optrædener, Merkel havde med almindelige borgere, brugte forbundskansleren en påfaldende nedtonet retorik. Når folk spurgte ind til deres reelle problemer med for lille en pension eller manglende varme hænder i ældreplejen, lød et af standardsvarene: Jeg hører, hvad du siger, men jeg vil ikke love noget.

Kun på få emner, som for eksempel at Tyskland er langt bagefter andre lande hvad angår digitalisering, skiftede Merkel og CDU et gear op og talte om behovet for forbedringer.


SPD har med Martin Schulz naturligt nok valgt den modsatte strategi og forsøgt at sætte fokus på alle de ømme tæer, der burde ligge til socialdemokratiske vælgere. Med uligheden som overligger vil SPD forbedre uddannelsessystemet, pensioner, lønninger og meget andet. Og står til gengæld for disse såre fornuftige og nødvendige prioriteringer til at blive straffet af vælgerne.

ZDF kom med den seneste måling torsdag aften, hvor SPD havde tabt halvandet procent i forhold til ugen før og ifølge dette øjebliksbillede ryger ned på katastrofalt dårlige 21,5 procent.
Schulz har forsøgt i en sidste appel at overbevise vælgerne om, at Merkels »sovepille-politik« ikke løser det, der ifølge målingerne rent faktisk optager mange vælgere. Bedre uddannelser i bred forstand har i nogle undersøgelser ligget på førstepladsen over emner, der optager vælgerne.

Fredag kom det frem, at lærere i Niedersachsen vil lægge sag an mod deres arbejdsgivere, fordi de skal knokle udover det rimelige. Arbejdsuger på 70 timer på grund af for få lærere er realiteten på de kanter for at sikre, at ikke for mange timer må aflyses. Man kan undre sig over, hvorfor vælgerne så ikke også agerer tilsvarende, når de nu er optaget af, at deres børn får en tidssvarende dannelse.

Sagen er bare den, at et forbundsdagsvalg i høj grad også er et personvalg. Og at de tyske vælgere er meget bevidste om, at en sikker hånd i uforudsigelige tider vægter højere end en umiddelbart mere energisk socialdemokratisk udfordrer, der har sat spot på mange områder, der trænger til nye ideer.

Og så er et flertal af tyskerne altså også bare grund-konservative. 
Merkels position som kansler vil derfor fortsætte.

Spørgsmålet er bare hvordan. Skal man tro det, langt de fleste målinger peger på, så er der reelt kun to regeringsmuligheder. En fortsættelse af den nuværende »GroKo« mellem CDU/CSU og SPD. Eller en nyskabelse ligesom i Slesvig-Holsten, hvor FDP og De Grønne bydes indenfor på regeringsbænken, mens SPD må i opposition.


At CDU/CSU sammen med FDP alene skulle kunne få flertal, ser heldigvis ud til at kunne parkeres på drømmeriernes overdrev. For skulle det ske alligevel, vil Tyskland blot styrke sin konservativt-liberale tænkning i en grad, der set herfra ikke vil gavne. Tyskland har brug for, at det CDU, der på forbundsplan manifesterer sig som det dominerende folkeparti, fastholdes på midten.

Derfor må FDP og De Grønne finde hinanden – også i Berlin. Mon ikke det lykkes? Det ville være en spændende og tiltrængt nyskabelse i tysk politik.

kommentar
deling del

Skriv et svar