Single Daily
af

Raning Krueger

Leder: Cataloniens afstemning

Har Rajoy tænkt sig med fysisk­ magt at ville forhindre catalanerne i at stemme?
Har Rajoy tænkt sig med fysisk­ magt at ville forhindre catalanerne i at stemme?

Demonstrationer i gaderne i Barcelona oven på anholdelsen af catalanske politikere og embedsmænd.

Det er ikke gode nyheder, der kommer fra Spanien her op til den 1. oktober, hvor catalanere efter et stort og udbredt ønske fra deres eget parlament skal til regional folkeafstemning om en eventuel selvstændighed.

For hvor centralstyret i Madrid i lang tid i magtfuldkommen arrogance bare har vendt det døve øre til, så svarer man nu igen med magtmidler overfor egne statsborgere, som vi vel dybest set ikke har været vidne til siden Francos dage.

Man kan med en vis ret hævde, at Spaniens ministerpræsident Rajoy med stor opbakning i øvrigt fra Spaniens »folketing« ikke optræder udemokratisk, hvis man ser strengt statsretligt på det. Catalonien har ikke hjemmel til selv at erklære sig selvstændig. I en disciplineret udgave af et sådant forløb, burde der have foreligget klare aftaler.

Der er bare det at sige til det, at Catalonien har forsøgt i årevis at råbe Madrid op.

Diskussionen om løsrivelse er langt fra ny. Og den har fået afgørende nyt momentum oven på de skotske bestræbelser på at sikre deres egne interesser i et forløb, hvor briterne som bekendt har valgt at vende EU ryggen.

I princippet har catalanere ikke samme aktuelle »undskyldning« for at blive selvstændig. Trangen har i virkeligheden altid været der. Hvilket man ikke er i tvivl om, når man møder politikere fra Barcelona.

Tilmed har løsrivelsesbevægelsen så meget fat i Spaniens nordøstlige region, fordi alle – også dem i Madrid – ved, at regionen ville få det bedre som selvstændigt land.

Regionen har 7,5 millioner indbyggere ud af Spaniens godt 46 millioner borgere. Men catalanernes bidrag til samfundskagen er større end gennemsnittet. Cataloniens samlede produktion bidrager med hele 20 procent af Spaniens bruttonationalprodukt. Det er lige præcis derfor, centralstyret ikke har råd til at miste denne rige region.

Som enhver anden stat har Madrid behov for omfordele goderne. Danmark ville næppe heller godtage, at Nordsjælland bad om at blive frit. Og Tyskland ville ikke kunne undvære Bayern.

Men på trods af bayersk enegang i mange politiske spørgsmål og folks holdninger til hinanden i og uden for Whiskybæltet i Danmark, er situationen langt fra sammenlignelig.

Catalonien har aldrig følt sig som en anerkendt og integreret del af Spanien. Ligesom baskerne længere mod nordvest aldrig har kunnet affinde sig med at være blevet en del af den spanske statsdannelse.

Modsat baskernes terrororganisation ETA har catalanerne aldrig på samme måde brugt magtmidler i deres befrielsestrang.

Det ved den konservative ministerpræsident Rajoy også udmærket.

Netop derfor skal han holde op med at tromle hen over catalanerne, som han gør nu. Rajoy og før ham andre har forsømt at tage dialogen fremfor konfrontationen.

Men knuden er svær at hugge over. For centralstyret synes, at regionerne, herunder Barcelona-området, i forvejen har en passende grad af selvstyre. På mange måder sammenlignelig med den magtfordeling, der i Tyskland er mellem forbundet og de 16 delstater faktisk. Catalanerne er ikke enige.

Anholdelsen af og ransagningerne hos nogle af deres politikere og embedsmænd for at beslaglægge beviser på den ifølge Madrid kriminelle folkeafstemningsproces, er en meget alvorlig optrapning.

Konflikten, der har ulmet i årevis, er nu i fare for at forværres yderligere. Har Rajoy tænkt sig med fysisk magt at ville forhindre catalanerne i at stemme?

Spanien er ikke på randen af en ny voldelig konflikt internt i sit eget land.

Men potentialet er til stede.

kommentar
deling del

Skriv et svar