Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Catalansk selvmål

Nu vil man i generationer viderefortælle, at modparten, den kan man ikke stole på.
Jørgen Møllekær

»I har ødelagt det bedste vi har, nemlig at leve harmonisk sammen«.

Citatet stammer fra et af de parlamentsmedlemmer i det regionale parlament i den forgangne uge i Barcelona, der er imod løsrivelsen fra Spanien.

Manden rammer en fuldstændig central pointe. For ud over at separatisme per definition altid skaber dyb splittelse, så kan man allerede nu konkludere, at catalanernes intense frihedsbestræbelser de seneste uger og og måneder er endt med et selvmål.

Spaniens statsminister Rajoy er en hård hund. Og som tidligere anført på dette sted, kunne en anden type statsleder i Madrid måske have ført til et mere fremadsynet og konstruktivt resultat af det behov, mange catalanere har for mere selvstændighed. Ethvert samfund bør til enhver tid dømmes på, hvordan det behandler sine mindretal. Catalanerne har i århundreder haft frihedstrangen til at ville selv.

En mere forstandig statsleder i Madrid kunne måske have give catalanerne indrømmelser af en art, så vi kunne have undgået Spaniens aktuelle stats- og demokratikrise.


Men: Modparten i Barcelona, Carles Puigdemont, har vist sig at være en ligeså stædig og uforsonlig rad. Efter år efter år at have mødt den kolde skulder i Madrid havde frustrationerne vokset sig så store, at man afgjort får forståelse for, hvorfor cirka halvdelen af catalanerne dette efterår satte hårdt mod hårdt. Den omstridte folkeafstemning for en måned siden viste, at mange gik ind for en ny catalansk stat. Men afstemningen forblev illegitim. For det første, fordi Madrid som bekendt forbød afstemningen. Og for det andet, fordi de catalanske separatister efterfølgenden stod med det åbenlyse forklaringsproblem, at nok havde 90 procent af dem, der stemte, sat krydset ud for ja til løsrivelsen.

Men med en stemmeprocent på kun godt 40 procent fik Madrid og ikke mindst de borgere i Catalonien, der ikke vil separeres, nye gode kort på hånden.

Den hidtil tavse del af ind indbyggerne i Barcelona og omegn har de efterfølgende uger turdet vise sig frem offentligt og sige deres mening. For reelt ved vi ikke, om der er et flertal for eller imod at løsrive Catalonien fra Spanien. Og dermed blev Puigdemont og hans fløj afgørende svækket. En folkeafstemning, der varigt skal kunne flytte grænser på en holdbar måde, forgår på andre måder. Uden sammenligning i øvrigt er vores egen afstemning i 1920 et af måske ikke så forfærdelig mange gode eksempler på, hvordan nationale og regionale konflikter kan løses. Velvidende, at der altid er mellemregninger, er det set herfra et historisk faktum, at den for det første legitime afstemning i 1920 og ikke mindst dens klare resultat, har været en afgørende forudsætning for, at vi i vores del af verden kunne få løst vores konflikt. Ikke umiddelbart efter 1920, og heller ikke dagen efter Befrielsen i 1945. Men 1920 var den afgørende første forudsætning for, at knuden hos os kunne hugges over. Også selvom det reelt først er sket endeligt i det sidste kvarte århundrede.

I Barcelona er der kun tabere. Og derfor forprogrammerede nye konflikter her og nu og i formentlig mange år frem. Fortalerne for catalansk selvstændighed satte – skabt ud af en legitim og dyb frustration – alt på ét bræt. Og har tabt. Tilbage står i tusindvis af dybt splittede familier og venskaber på kryds og tværs i et land med 46 milllioner indbyggere. Mennesker, der nu vil viderefortælle til kommende generationer, at modparten skal man være på vagt overfor. Der kommer til at gå generationer, om nogensinde, før catalanere og deres spanske naboer vil kunne sige om hinanden, at de er gået fra et mod hinanden til et for og med hinanden.

kommentar
deling del

Skriv et svar