Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Boris Johnson må gå af

Sagen er ganske enkel. Storbritanniens premierminister Boris Johnson har pillet ved magtens tredeling.
Jørgen Møllekær

Når et lands regeringschef beder statsoverhovedet om at sende parlamentet på en usædvanlig lang tvangspause op til en for ens land helt afgørende afstemning… Og når højesteret med dommer-stemmerne 11 mod 0 derefter siger, at den beslutning var klokkeklart ulovlig, hvad er så den naturlige konsekvens? At regeringschefen øjeblikkeligt træder tilbage.

Sagen er ganske enkel. Storbritanniens premierminister Boris Johnson har pillet ved magtens tredeling. Den helt afgørende konstruktion for ethvert vestligt demokrati. Han misbrugte dronningen til sin egen Brexit-strategi, fik parlamentet imod sig og nu samtlige højesteretsdommere. I skrivende stund tirsdag eftermiddag er der ingen rygter om Johnsons frivillige tilbagetræden. Til gengæld skulle hans nærmeste rådgiver, hjernen bag den hårde Brexit-strategi, Dominic Cummings, være på vippen. At ville fyre en løjtnant i et afgørende slag, hvor hærchefen uomtvisteligt har hele ansvaret, er til grin.

Onsdag kl. 12.30 får parlamentet lov til at samles igen. Udfaldet kan der kun gisnes om. Dramatisk bliver det givetvis. Oppositionslederen, Labours Jeremy Corbyn, krævede naturligt nok Johnsons afgang straks efter, at dommen blev kendt tirsdag middag. Men ligeså enige et flertal af de britiske parlamentariere er om Johnsons hovedløse fremfærd, ligeså uenige er de om, hvad der skulle komme i stedet.

Hvem i et dybt splittet konservativt regeringsparti skulle dog kunne gøre noget afgørende bedre i de få uger frem til briternes udtræden af EU uden nogen former for aftale den 31. oktober? Og Labours Corbyn har sine egne store udfordringer. Hans parti er også dybt splittet i spørgsmålet om at blive eller forlade EU med et brag. To ud af tre af Labours parlamentsmedlemmer er valgt i kredse, hvor der ved folkeafstemningen i 2016 var flertal for Brexit. Corbyns uld i mund har derfor igennem hele forløbet været med forstærkende til at udløse briternes EU-kaos.

Spørgsmålet er, om der stadig kunne være et spinkelt håb for en rationel beslutning i en situation, hvor alle er kørt langt ud af diverse sidespor. Er der en leder i britisk politik og flertal i parlament, der kan finde ud af at tilsidesætte sig selv? Og udskrive både nyvalg, udsætte EU-afgørelsen en gang til og i mellemtiden bede landets befolkning om at tage stilling én gang til. Ligegyldigt hvad er briterne dybt splittede. Hvad tjener landet bedst i den nuværende situation?

kommentar
deling del

Skriv et svar