Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Balladen om højskolesangbogen

Vi taler ikke om et snigende muslimsk attentat, der handler om at dominere højskolesangbogen.
Jørgen Møllekær

Til november 2020 udkommer den 19. udgave af højskolesangbogen. Den nuværende 18. udgave er fra 2006. Men allerede nu er der masser af debat på grund af et enkelt af de 3000 indkomne forslag til nye sange. Højskolesangbogen opdateres med mellemrum for at holde fast i traditioner og gammel dansk sangskat. Kombineret med den vanskelige opgave at være et spejlbillede af nutiden.

For bør den kommende udgave indeholde en sang om den muslimske højtid ramadan? Dansk Folkepartis kulturpolitiske ordfører, Alex Ahrendtsen, har over for Berlingske kaldt det »et voldsomt brud med højskolesangbogens tradition at indlemme en sang med et så smalt og i virkeligheden politisk budskab«, mens Henrik Dahl fra Liberal Alliance har udtalt til DR, at »en dansk højskole er det sidste sted, en rettroende muslim ville sende sine børn hen«.

Man fornemmer tankegangene bag de to herrers argumentationer, og man bliver en smule forstemt. Nuvel, at Dansk Folkeparti kun kan se sort eller hvidt, er ikke overraskende. Mere skuffende er Henrik Dahl. En politiker-type, der ellers ofte har evnet på en berigende måde at nuancere og facettere.

Er den begrænsede muslimske del af den danske befolkning da ikke en del af det danske samfund? Sangen »Ramadan i København« er én lillebitte sang i en højskolesangbog, der typisk indeholder knap 600 sange. Vi taler om ikke om et snigende muslimsk attentat, der handler om at dominere den højskolesangbog, som de fleste af os har stiftet kendskab til og forhåbentlig bruger fra tid til anden. Højskolesangbogen skal kunne det samme, som dengang daværende kulturminister Bertel Haarder iværksatte arbejdet med en Danmarkskanon. Hvilken mængde af fællessange siger noget om, hvad vi er danskere er rundet af, og hvilken nutid vi lever i. At give plads til en enkelt sang eller to for at tilgodese en mindre flig af samfundet burde da virkelig ikke kunne ophidse nogen. Hvis vi mener det alvorligt fra folketingsvalgkampen, den der med at nye borgere skal integreres bedre, så er det da en bedre vej at gøre det på en inkluderende måde. Rent bortset fra, at det er en misforståelse eksklusivt og ekskluderende at tale om en rendyrket dansk monokultur, som alle bare har at lære udenad og leve efter.

Vi findes i mange modeller, som Grænseforeningen plejer at sige. Giv da plads til det nye uden at opgive os selv. Er bevidstheden om egne kulturelle styrker så svag, at en enkelt sang om en mindretals-religion får hele korthuset til at falde sammen? Velkommen i højskolesangbogen.

kommentar
deling del

Skriv et svar