Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Arbejde kan ikke betale sig

Det er grundlæggende forkert i et land, der om sig selv påstår at være socialt afbalanceret.
Det er grundlæggende forkert i et land, der om sig selv påstår at være socialt afbalanceret.

En måske lidt provokerende overskrift her en mandag morgen med hele arbejdsugen foran sig.

Ikke desto mindre er det ikke kun i Danmark, men nu også under valgkampen i Tyskland et emne, at det skal kunne betale sig at arbejde. Ligesom i Danmark viser det sig, at lavtlønsgrupper ofte – i hvert fald ud fra et økonomisk perspektiv – ikke har nogen som helst motivation til at arbejde sig op i den store brede middelklasse.

Men så hører de direkte ligheder også op. For hvor det i Danmark skyldes, at arbejdsløshedsunderstøttelsen nogle gange ligger for faretruende nær indtjeningen som for eksempel kassedame, så er årsagssammenhængen en anden syd for grænsen.

Det er en ny undersøgelse, som den anerkendte Bertelsmann Stiftung har fået foretaget, der dokumenterer misforholdene. Som udgangspunkt er også det tyske skattesystem progressivt. Jo mere du tjener, jo mere betaler du relativt set i skat. Men hvis man regner de sociale udgifter, der ikke klares via skatten, men deles af arbejdstagere og arbejdsgivere, ind i ligningen, så ser regnestykket noget anderledes ud. For den tyske sygeplejerske eller frisør kan det nemlig ikke betale sig at hverken yde mere eller at tjene mere, sådan som systemet er skruet sammen.

De lavest lønnede skal generelt betale mindre for de lovpligtige private udgifter til sygeforsikring, dagpenge og pension. Derfor får den enlige, der kun har en års-indkomst på 17.000 euro ikke mere efter skat og eventuelt mistede boligtilskud som følge af normale lønstigninger. Mens single-husholdningen, der har en årsløn på 75.000 euro, kan beholde 56 cent af hver ekstra tjent euro. De samme mønstre tegner sig for andre familie- og indkomstgrupper, som forskerne har kigget på.

Debatten kører i virkeligheden helt skævt i Tyskland.

For den handler især om, at flere partier kappes om at lette skattebyrden for den store brede mellemklasse. Det er grundlæggende forkert i et land, der om sig selv påstår at have en socialt afbalanceret markedsøkonomi. I virkeligheden kan det bedre betale sig for den vellønnede konsulent eller arkitekt at give den en ekstra skalle, end det kan for dem nederst på lønstigen. Her er der igen en forskel til Danmark, hvor den i sammenligning væsentligt højere topskat endda også afholder højtuddannede fra at tage overtimer.

Denne undersøgelse cementerer endnu engang, at Tyskland med fordel kunne rette op på forholdene for de laveste indtægtsgrupper først, hvis målet et at få den største samfundsmæssige effekt. Problemet i forhold til også reelt at få det ændret består imidlertid i, at hverken CDU/CSU eller FDP for den sags skyld bejler efter stemmer i den del af vælgersegmentet. For dem handler det især om de mange stemmer i den store middelklasse, der altid vægter højere i forhold til at beholde magten. Derfor vil man i Tyskland, ligesom i Danmark i øvrigt, kunne se frem til nogle skattereformer, der giver lidt til alle.

Mens det, der samlet måske ville have størst positiv indvirken på den sociale sammenhængskraft kun støttes af SPD og venstrefløjen. Og ikke mindst SPD ser med sine omkring 25 procents vælgertilslutning ifølge meningsmålingerne ud til at befinde sig meget langt væk fra afgørende politisk indflydelse. Dog skal man trods alt ikke underkende, at Merkel og CDU/CSU af andre årsager måske kunne finde på at gøre atypisk mere for de lavestlønnede efter valget, end de ellers ville gøre.

Ræsonnement her er, at større tilfredshed i denne klemte vælgergruppe muligvis kunne skabe mindre grobund for det højrepopulistiske AfD. For dem frygter den borgerlige union mere end modstanden fra SPD.

kommentar
deling del

Skriv et svar