Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Er aktiv dødshjælp ønskværdig?

Hvem skal afgøre, hvornår et liv er uudholdeligt­?
Jørgen Møllekær

Når den dag kommer, drømmer vi vel alle om blot at sove stille og roligt ind. At falde i søvn og ikke vågne op igen. Mæt af dage efter et forhåbentlig godt liv. Og uden forudgående smerter eller langvarig sygdom.

Men sådan går det ikke altid. Derfor bliver det i Tyskland fremover lovligt at få aktiv hjælp til at tage sig af dage. Den øverste tyske domstol, Bundesverfassungsgericht i Karlsruhe, tog i sidste uge en opsigtsvækkende beslutning, som vi kommer til at diskutere længe og inderligt. Indtil nu har det kun været lovligt at yde passiv dødshjælp. Det vil typisk sige smertelindring på det stadie, hvor døden er uafvendelig og reelt i gang. Men virkeligheden er, at nogle mennesker først dør efter igennem meget lang tid at have lidt med svær sygdom. En del af disse mennesker, i virkeligheden måske de fleste, når til et punkt, hvor de gerne vil have gjort en ende på lidelser, som for dem gør, at livet ikke mere er til at leve. Det hensyn har højesteretsdommerne nu sagt ja til. Den personlige frihed kan og skal også handle om, hvordan man ønsker at komme herfra. Men. For der er et ufatteligt stort men. Hvem skal afgøre, hvornår et liv er uudholdeligt?

Vil man ikke helt naturligt spørge sin læge eller en præst eller en nær pårørende til råds i den slags vanskelige stunder? Og hvad nu, hvis man tager fejl? Det er et ualmindeligt stort ansvar at påtage sig at bakke op om et menneskes ønske om at dø. Hvad nu, hvis der alligevel var indtrådt en bedring, og ens pårørende måske kunne have levet et par uger eller et par måneder mere med bedring og fornyet livsmod?

Dommerne i Karlsruhe skulle primært forholde sig til, om de såkaldte »Sterbehilfe-Vereine« kunne lovliggøres. Det har mange politikere, som også lader sig lede af deres religiøse overbevisning, hidtil sagt nej til. For det kan hurtigt risikere at blive meget uetisk. Derfor må pårørende, læger og præster og andre aldrig af sig selv bringe emnet på banen. Man kan ikke stille nogen overfor spørgsmålet, om vedkommende i den ene eller den anden svære situation har lyst til at dø. Et sådant ønske må kun komme fra personen selv. Det er derfor, vi hidtil som samfund har holdt os ekstremt meget tilbage med at bidrage aktivt til at folk, også selvom de ikke kan, eller vil mere, kommer af dage. Nu må vi se, hvordan dommen fra Karlsruhe omsættes. Det ville være forfærdeligt, hvis der opstår en industri af omrejsende læger. Det må ikke blive let at dø. Dommerne prioriterede de personlige rettigheder. Men hvilke dilemmaer sætter det vores samfund i?

kommentar
deling del

Skriv et svar