Single Daily
af

Rasmus Meyer

Leder: Ære den, 
der æres bør

For nylig, da Sydslesvigudvalget – bindeleddet mellem Folketinget og Sydslesvig – var på besøgsrejse på vestkysten, blev det igen tydeligt: Mindretallet kan kun være glad for sit knalddygtige udvalg. Alle udvalgets fem medlemmer viser en enorm interesse for hele mindretallet, det vil sige ikke kun den »officielle« del af Sydslesvig. Der gøres nemlig meget ud af at møde de menige, og det skal udvalget have stor ros for.

Især skal Merete Dea Larsen (DF) fremhæves. For to år siden tilmeldte hun sig til feriebørn-ordningen. Siden har hendes familie opbygget et venskabeligt forhold til en sydslesvigsk familie på Sild, hvor hun sammen med sin mand og familiens tre børn holdt til under årsmøderne. Så kan det nærmest ikke blive mere folkeligt.

På samme måde skal udvalgets formand, Anni Matthiesen (V), fremhæves. I august tager hun på »jobtur« i Sydslesvig, hvor hun tager på arbejde med en sydslesvigsk lærer og med en sundhedssygeplejerske fra Dansk Sundhedstjeneste. Et rigtig godt initiativ fra den nye formand, der tiltrådte i en turbulent tid og lynhurtigt har sat sig godt ind i forholdene i Sydslesvig.

Men de øvrige medlemmer af udvalget skal ikke glemmes. De er trods deres travle hverdag på Christiansborg utroligt velinformerede om forholdene i Sydslesvig.

Martin Henriksen (DF) holder konstant fokus på danskheden, og selv om man kan være uenig med ham, så indtager han en vigtig rolle i udvalget. Og med Christian Juhl (EL) er der en aktiv modpol, der bringer udvalget i politisk balance.

Rosinen i pølseenden er Christian Rabjerg Madsen (S). Han er på samme måde velinformeret og han har en klar holdning. Uden at tordne derudaf finder han ofte de helt rigtige ord – på det helt rigtige tidspunkt. Der er meget at glæde sig over, når det kommer til Sydslesvigudvalget.

Samtidig har mindretallet en anden ven i Grænseforeningen, der er midt i en interessant udvikling, og på det seneste er der kommet flere spændende projekter fra den kant. Det gælder Grænseforeningen Ungdom, analyserne fra Moos-Bjerre, højskolekurser i Sydslesvig og meget mere. Samtidig er det positivt, at Grænseforeningen har ønsket – og fået – en plads i Det sydslesvigske Samråd.

Interessen og støtten fra dansk side er enorm, og vennerne i Danmark sætter barren højt. Det stiller også store krav til det danske mindretal, da intern fnidder hurtigt kan dæmpe den gode udvikling.

kommentar
deling del

Skriv et svar