Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: 500 milliarder er også en slags penge

Det er ikke et spørgsmål om kun at komme igennem krisen i ens eget land.

500 milliarder er også en slags penge, især når det er Tysklands og Frankrigs regeringschefer, der bliver enige. For så taler vi om euro.

Svimlende 3700 milliarder kroner foreslår Merkel og Macron, at vi i EU låner i fællesskab for hurtigt at komme på fode igen oven på corona-pandemien. Penge, der i høj grad skal sendes sydpå i EU som støtte til de alvorligt skrantende økonomier i lande som Italien og Spanien. Corona har ramt de fleste lande hårdt, men Sydeuropa hårdest.

Det er en tysk kovending af de helt store. Merkel har ikke tidligere villet acceptere en ny stor fælles gæld for så at forære pengene væk i direkte støtte. Hidtil har også det tyske synspunkt været, at lande som Italien skulle hjælpes, men kun med lån, italienerne selv skulle betale tilbage, euro for euro.

Derfor kan det ikke undre, at den »sparsommelige firerbande« med Holland, Østrig, Danmark og Sverige straks mandag aften via Østrigs kansler Kurz lod forstå, at firerbanden er lodret imod at påtage sig en kollektiv forpligtelse for de økonomier i EU, der allerede inden pandemien ramte, var økonomisk udsatte.

Det er et fair synspunkt. Men en holdning, man også kan udfordre.

For hvad taler vi egentlig om her? Vi har at gøre med den største økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. Dengang fik vi efterfølgende massiv støtte fra USA – den såkaldte Marshall-hjælp. Grundideen var, at det også ville gavne USA bedst, hvis det sønderbombede Europa hurtigt kom i gang igen.

I dag skal vi heldigvis ikke genrejse bygninger, broer eller veje. Men udfordringen er den samme: Hvis vi genstarter stort, kommer vi hurtigere på fode igen. Hvis EU var en bilmotor med 27 ventiler, kommer bilen til at hoste og hakke i det, hvis kun 15-18 af ventilerne rent faktisk arbejder godt.

Derfor er det også i en dansk interesse, at italienerne får smilene frem igen. Vi kan ikke eksportere dyre danske produkter til lande, der ikke har råd til at købe noget. Det er det økonomiske rationale. Og så kæmper Merkel og Macron for europæisk solidaritet for det, vi ikke kan løse derhjemme. At give noget væk i en historisk dyb krise, hvor andre har det værre end os.

Hvorfor er det, at Danmark kun vil give hjælpepakker for omtrent 400 miliarder kroner hjemme i Danmark for så at nægte i forhold til EU? Det er meget prisværdigt at undgå konkurser i Danmark, men virksomheder skal ikke bare holdes i live. De skal også kunne afsætte. Den danske velfærdsstat er dybt afhængig af en god eksport. Det er ikke et spørgsmål om kun at komme igennem krisen i sit eget land. Det er ikke en enten-eller-diskussion. Løsningen hedder både-og.

kommentar
deling del

Skriv et svar