Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: 27 år efter

Blot fem ud af 78 statslige institutioner er placeret i øst. Det er ganske enkelt for ringe.
Blot fem ud af 78 statslige institutioner er placeret i øst. Det er ganske enkelt for ringe.

Tirsdag blev genforeningen begået for 27. gang.

Men nu snart en hel genera­tion senere kan man roligt konstatere, at den fysiske genforening ikke afspejler sig i tyskernes mentale tilstand. Og ikke nok med det.
Forbundsdagsvalget cementerede med bekymrende klar tale, at knap tyve procent af den tyske befolkning føler sig hægtet af. Det er størstedelen af de borgere, der bor i de nyere delstater, som indtil Murens Fald udgjorde DDR. Følelsen af at være oversete har skabt grundlaget for denne udbredte utilfredshed i og bekymring og angst for fremtiden. Dagbladet Süddeutsche har i anledning af den 3. oktober på anden vis forsøgt at undersøge, om bekymringerne er reelle.

Læs også: Steinmeier advarede om nye mure på Tysklands nationaldag

For tager man til byer som Leipzig, Dresden eller Jena, så er fremgangen særdeles positiv. Men det gamle DDR består primært af store landområder med småbyer. Udkantstyskland med andre ord. Ser man på ledigheden mellem øst og vest, så er den fortsat højere i øst. Men med 7,1 procent dog kun noget større, men ikke abnormt højere end Vesttysklands 5,1 procent. Til gengæld pendler langt flere østtyskere (404.000) dagligt til arbejdspladser i vest, mod kun 158.000 vesttyskere, der kører mod øst for at tjene til det daglige brød.

En anden væsentlig forskel er lønindtægter. Rådighedsbeløbet per år, efter de faste udgifter til hus, bil vand og varme m.v. er betalt, var cirka 4000 euro mindre i 2015 i øst. 22.300 i vest mod 18.500 i øst. Dog skal det her indføjes, at det ud fra en rent økonomisk betragtning dermed ikke behøver at være ringere i øst. For leveomkostninger er markant lavere, end i mange vesttyske byer. Eksempelvis er huslejen syv euro per kvadratmeter i Leipzig mod 11 euro i München. Men derfor er det fortsat en reel og konkret frustrerende følelse for østtyskerne at kunne se sort på hvidt, at de er mindre værd som arbejdstagere. En forskel, der kan være svær at forstå her 27 år efter genforeningen. Men her spiller det frie marked benhårdt ind. Der er kamp om de gode medarbejdere i vest, og det presser lønnen op. Mens arbejdsgiverne i øst i mange brancher fortsat kan vælge frit mellem rigeligt med villige medarbejdere. Så for de ældre østtyskere, der melankolsk mindes DDR-tiden, er det rigtigt, at Vestens frie markedsmekanismer fortsat rammer hårdest i øst.

Læs også: Kampen for et forenet Tyskland

Det er også uomtvisteligt, at østtyskernes aldersgennemsnit er højere. De unge fra flytter fortsat i for stor grad mod vest. Den demografiske udfordring er fortsat østtyskernes allerstørste fremtids-problem. Derfor må budskabet fra den 27. udgave af den tyske genforening være, at forbundsregeringen og skatteyderne i vest fortsat solidarisk har en betydelig opgave foran sig også de næste 27 år. For ingen kan være interesseret i, at et på overfladen forenet Tyskland er så opdelt, som forbundsdagsvalget cementerede. I virkeligheden mangler vi at se en tysk diskussion, ligesom den der har været i Danmark de sidste par år. Det kan ikke nytte noget at udsulte de muligheder, som byer som Tønder, Thisted eller Tullebølle har. Der kan også fra Berlin klart gøres mere for at skabe et mere helt Tyskland. Eksempelvis noterer Süddeutsche i sin gennemgang, at blot 5 ud af 78 offentlige institutioner er placeret i en af de nye østtyske delstater. Det er ganske enkelt for ringe.

Man kan diskutere, hvor meget det samfundsøkonomisk reelt batter eksempelvis at flytte 150 stillinger fra København til Augustenborg. Men ligesom, der er megen psykologi i det deprimerende forbundsdags-valgresultat i øst, lige så meget positiv dynamik kan man få ud af en ægte følt oplevelse af, at være lige så god en borger, som dem der bor i mere velbjærgede dele af landet.

kommentar
deling del

Skriv et svar