Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: I 2030 er meget forandret

Man kan blive helt glad over denne brede tyske enighed om at gå massivt ind i klimakampen.
Jørgen Møllekær

Den kommende uge er afgørende for de næste ti års tyske klimapolitik. På fredag skal forbundsregeringen vedtage en ambitiøs klimaplan. Fredag kom det frem, hvor meget der skal ske på trafikområdet. Den ansvarlige minister, CSUeren Andreas Scheuer, har ideer for den svimlende sum af 75 milliarder euro frem mod 2030. Det svarer til i omegnen af 560 milliarder kroner.

Scheuer foreslår blandt 50 ideer, at investeringerne i jernbanenettet fordobles fra de nuværende tre til seks milliarder om året. Samtidig koster tanken om at gøre togbilletter billigere med en nedsat moms statskassen andre 6,4 milliarder euro frem mod 2030. Selvom det kan lyde som en kliche: Det er altså historiske tider vi lever i, når en CSU-minister fra det bilglade og hidtil ret konservative Bayern kan stille sig frem og tale om behovet for, at den kollektive trafik skal i førersædet. Den slags tale var tidligere forbeholdt venstrefløjen. Det siger alt om, hvor vi står henne i det her spørgsmål. Ligesom daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre) tilbage i foråret talte om et Danmark uden diesel- og benzinbiler fra 2030, så er dette 2030 også blevet et vigtigt årstal for den kommende tyske klimasatsning. Ti år kan synes lang tid med alle de dårlige nyheder, vi hele tiden hører om klimaforværringerne. Eksempelvis den om hvor meget mere indlandsis end egentlig forventet der det sidste års tid er smeltet i Grønland. Hvad klimafortællingen angår, er vi absolut ved det punkt i vores samtid, der handler om det berømte »point of no return«. Der skal ske noget afgørende nyt nu, og regeringer rundt omkring kan også se skriften på væggen.

Det er ikke en dommedagsprofeti om klodens snarlige undergang, men en dyster fremtid globalt, hvis vi ikke handler beslutsomt i den kommende tiårs-periode. Derfor skal vi også have elektriske busser i byerne, cykel-motorveje, endnu større tilskud, hvis vi køber en el-bil og meget mere. Man kan blive helt glad over denne nu eksisterende brede politiske konsensus om at gå massivt ind i klimakampen. Men læne sig tilbage kan vi ikke.

Scheuer taler kun om forbundets midler. Men hvad med delstaterne og kommunerne? Hvis vi nu tager eksemplet med cykelstier, så er det jo ikke gjort med det overordnede vejnet (Bundesstraßen). Kommuner og delstater kommer til at bruge lignende svimlede beløb på en omfattende klimaindsats. Og med det centralistiske skattesystem i Tyskland kan man da godt være bekymret for, hvor meget de enkelte kommuner her i Sydslesvig reelt kan løfte.

kommentar
deling del

Skriv et svar