Lastbil væltede ned fra dige – flere svin slap fri
En lastbil med 180 svin ombord væltede ned fra et dige og om på siden onsdag morgen omkring klokken ni.
Det skete på den relativt højtliggende og meget snævre Dorfstraße i Simonsberg ved Husum (Kreis Nordfriesland), oplyser politiet i Flensborg i en pressemeddelelse. Ulykkesstedet var afspærret i flere timer som følge af oprydningsarbejdet.
Mange af svinene slap fri og løb ud på græsområdet. Landmænd måtte hjælpe politiet med at indfange dyrene.
Lastbilchaufføren kom lettere til skade og blev bragt til hospitalet. Over 40 svin overlevede ikke ulykken.
Det er stadig uvist, om årsagen til ulykken er vindstød eller en fejl fra chaufførens side. Det er også uvist, hvor meget de materielle skader løber op i.