Single Daily
af

Rasmus Meyer

Lars Harms siger ja til Berlin

Formanden for Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) landdagsgruppe, Lars Harms, går ind for, at partiet stiller op til forbundsdagsvalget.
Formanden for Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) landdagsgruppe, Lars Harms, går ind for, at partiet stiller op til forbundsdagsvalget.

Op til det kommende landdagsmøde fastslår Lars Harms, formand for Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) landdagsgruppe, at han er tilhænger af ideen om en SSW-kandidat ved det kommende forbundsdagsvalg.

Han ser frem til, at borgerne vil kunne stemme på en SSW-kandidat, sagde han ved et pressemøde i Kiel.

Udmeldingen kommer efter, at SSWs landsstyrelse forleden meddelte, at partiet efter ti år igen burde drøfte, om SSW også skal stille op ved forbundsdagsvalget. For tiden stiller partiet kun op ved kommunalvalg og landdagsvalg. Men også på forbundsplan er mindretalspartier fritaget for fem procent spærregrænsen, og derfor har SSW en chance for at få et mandat ind i forbundsdagen.

I 2009 sagde partiet nej til et lignende forslag, og Lars Harms hørte dengang til en af dem, der udtrykte sin skepsis.

Dengang mente han ikke, at partiet var klar til det, og at der på det tidspunkt var kandidater i dets egne rækker.

– Men der er sket meget siden. Vi har blandt andet med en regeringsdeltagelse vist, at vi er modnet. Samtidig kan jeg allerede nu se, at der er flere gode kandidater i partiet, sagde Lars Harms tirsdag uden at sætte navn på de mulige kandidater.

Han fastslog dog, at det ikke bliver ham.

– Min plads er her i Kiel, og her vil jeg fortsætte, understregede han.

Positive reaktioner

Lars Harms fortalte desuden, at der var kommet mange positive reaktioner, da der søndag blev holdt åbent hus i landdagen.

– Flere borgere er kommet hen til os. De er vilde med ideen, og de ville være glad for at se SSW på stemmesedlen, forklarede Lars Harms og tilføjede, at han ligeledes glæder sig til det.

SSWs gruppeformand deler desuden landsstyrelsens vurdering af, at SSW har en realistisk chance for at vinde et mandat ved forbundsdagsvalget.

kommentar
deling del

Skriv et svar