Single Daily
af

Thomas Schumann

Lange: SPD skal ud af GroKo

Efter Andrea Nahles er trådt tilbage som formand for SPD, mener Flensborgs overborgmester, Simone Lange, at det er på tide med forandringer i partiet. Overborgmesteren vil imidlertid afvente at stille med sit eget kandidatur til formandsposten.
Efter Andrea Nahles er trådt tilbage som formand for SPD, mener Flensborgs overborgmester, Simone Lange, at det er på tide med forandringer i partiet. Overborgmesteren vil imidlertid afvente at stille med sit eget kandidatur til formandsposten.

For et år siden kæmpede de om posten som SPDs partiformand.

Andrea Nahles løb med sejren, godt nok med en historisk lav opbakning i partiet, og søndag meddelte hun så, at hun på grund af ­SPDs elendige valgresultat ved EU-parlamentsvalget forrige søndag trækker sig som både partiformand og gruppeformand i Forbundsdagen.

Det er godt for SPD, mener hendes udfordrer fra dengang, Flensborgs overborgmester Simone Lange.

– Andrea Nahles’ beslutning giver SPD mange nye muligheder, og dem har vi brug for netop nu. At GroKo var en stor fejltagelse, står efterhånden lysende klart for alle, forklarer Simone Lange.

Simone Lange kæmpede for et år siden med Andrea Nahles om at blive formand for SPD. Hun tabte – men med et overraskende flot resultat. Arkivfoto: Bernd von Jutrczenka/dpa

Ifølge overborgmesteren har samarbejdet med CDU betydet, at tyskerne ikke længere ved, hvad SPD står for, og alt for længe er alt for mange af partiets beslutninger blevet taget af forbundsdagsgruppen i Berlin uden hensyn til de menige socialdemokrater rundt om i Tyskland. Det er på tide, at det bliver lavet om:

– Det bør være partiets medlemmer, som udstikker partiets linje, og ikke forbundsdagsgruppen, siger Simone Lange.

Ny retning

Selv om hun tabte kampen om formandsposten til Andrea Nahles i april sidste år, fik Simone Lange med 27,6 procent af stemmerne et overraskende godt resultat.

Da Flensborg Avis talte med hende søndag, mente hun imidlertid, at det endnu er for tidligt for hende at sige, om hun vil stille op igen, når socialdemokraterne skal vælge en ny formand til december.

– Jeg vil lade mit formandskandidatur afhænge af, om partiet nu bevæger sig i en ny retning.

Med det mener Simone Lange blandt andet, at SPD bør vende tilbage til klassisk socialdemokratisk politik.

– SPD skal stå for at hjælpe de mennesker, som ikke er i stand til at hjælpe sig selv og samle dem op fra gulvet. Dem, som er stærke nok, skal vi selvfølgelig også være til for, men frem for alt skal vi være der med løsninger for dem, som ikke kan klare sig selv. På nuværende tidspunkt er der ingen, som tror på, at det stadigvæk er vores politik, siger Simone Lange.

Overborgmester indtil 2023

Efter hun tabte formandsvalget sidste år, sagde Simone Lange, at hun vil fortsætte som overborgmester i Flensborg, indtil hendes embedsperiode udløber i 2023, og det holder hun stadig fast i; så et eventuelt nyt kandidatur til SPDs toppost er betinget af, at hun kan fortsætte sit arbejde i fjordbyen.

– Jeg har aflagt en ed, og den vil jeg overholde. Hvis ikke posten som ­SPDs formand kan forenes med det, vil jeg ikke gå efter den.

Simone Lange er ikke den eneste fremtrædende socialdemokrat i Slesvig-Holsten, som hilser Andrea Nahles tilbagetræden velkommen.

Formanden for SPD i Slesvig-Holsten, Serpil Midyatli, siger til NDR, at det var et nødvendigt skridt, og at hun håber, partiet nu kan tage fat på en »ærlig diskussion«, som kan bane 
vejen for en ny begyndelse.

kommentar
deling del

Skriv et svar