Single Daily
af

Dorthe Wolff

Lang venteliste til populær børnehave

Forældre i Tarp må væbne sig med tålmodighed, hvis de gerne vil have deres barn i byens danske børnehave.
Forældre i Tarp må væbne sig med tålmodighed, hvis de gerne vil have deres barn i byens danske børnehave.

I Tarp står forældrene i kø for at sende deres børn i dansk børnehave. Tarp Børnehave er nemlig den med længste venteliste af alle Skoleforeningens børnehaver. 78 børn står der på listen, og det er der flere årsager til, forklarer børnehaveleder Majbrit Herrguth:

– Den ene årsag er, at Tarp er en virkelig voksende by. Det andet er, at jeg kan mærke, at folk får flere børn. Fra tidligere at have fået 1-2 børn, får de fleste nu 2-3 børn, vurderer Majbritt Herguth, der har været leder på stedet siden 2013. I hendes tid som leder er byen vokset fra cirka 5000 indbyggere til cirka 6000 indbyggere.

Midlertidig løsning på vej

For at afhjælpe den lange venteliste har Majbrit Herrguth nu tænkt kreativt:

– Konsekvensen af ventelisten er, at jeg har prøvet at finde en løsning på sagen, for jeg går jo også og tænker på mindretallet. Og hvis forældre ender med at lade deres børn starte op i en tysk børnehave, kan det jo godt være, at de vil have et problem med at lave et skifte for børnene senere hen, når der er en åbning hos os, fortæller Majbrit Herrguth og uddyber:

– Derfor har vi talt med borgmesteren, og som det ser ud nu, kan vi låne to lokaler i Kulturhaus ved siden af Alexander Behm-Schule efter sommerferien. Her vil vi kunne tilbyde de første børn fra ventelisten en plads, fortæller Majbrit Herrguth og forklarer, at børnene i den nye »udegruppe« skal være fyldt tre år. I første omgang regner børnehavelederen med at kunne starte 17 børn op i de midlertidige lokaler, da mange på ventelisten netop er under tre år. På sigt kan de have 40 børn i lokalerne.

Børnehaven i Tarp er overordentlig populær. Foto: Martin Ziemer

Børnehaven i Tarp er overordentlig populær. Foto: Martin Ziemer

Ny børnehave i sigte

Løsningen med de to lokaler i byens Kulturhaus er dog kun midlertidig. Der er nemlig planer om, at der skal bygges en helt ny dansk vuggestue og børnehave i byen. På sigt skal der også bygges en ny skole, og finansieringen til det hele er lige nu under behandling i Kiel. Og behovet er der, fortæller Majbrit Herrguth:

– Vi har rigtig, rigtig mange forældre, der er dansksindede. Jeg tror, at der er 3-4 forældre på ventelisten, der har ren tysk baggrund, som gerne vil ind i mindretallet. Ellers er det udelukkende forældre, hvor den ene del er dansker eller for eksempel arbejder i Danmark. Så det er rigtig dejligt at se, at der er så mange fra mindretallet, der lander her i Tarp.

kommentar
deling del

Skriv et svar