Single Daily
af

redaktionen

Landstræneren fælder dom: Svan misser åbningskampen

SG Flensburg-Handewitts Lasse Svan går som minimum glip af Danmarks åbningskamp ved det forestående håndbold-EM. Det var meldingen fra landstræner Nikolaj Jacobsen før tirsdagens træning.
SG Flensburg-Handewitts Lasse Svan går som minimum glip af Danmarks åbningskamp ved det forestående håndbold-EM. Det var meldingen fra landstræner Nikolaj Jacobsen før tirsdagens træning.

København. På en mørk og overskyet tirsdag i København er udsigterne til en EM-indsats fra Lasse Svan ligeså sorte. I hvert fald fra slutrundens start.
– Svan er med 98 procents sikkerhed ude af kamp ét, meddeler landstræner Nikolaj Jacobsen før tirsdagens træning i Hafnia-Hallen i Valby lidt udenfor København. Danmark åbner EM på lørdag mod Island.
Lasse Svan var smilende, da han sagde »hej« til Flensborg Avis’ udsendte og gik besværet ind til tirsdagens øvelse. For Svans vedkommende selvtræning i styrkerummet, mens holdkammeraterne får håndboldtaktiske instrukser af Nikolaj Jacobsen. Det er tydeligt, at SG-profilen stadig er mærket af den forstrækning i læggen, som han pådrog sig under en træning i lørdags.

Landstræneren tør på nuværende tidspunkt ikke spå om, hvornår han kan gøre brug af den rutinerede højre fløj.
– Det er for tidligt at sige. En ting er, at der er fremgang hver dag, men det er noget andet, når der kommer belastning på. Vi må tage det lidt, som det kommer i de næste par dage, siger Jacobsen.
Han har den kommende Hannover-Burgdorf-spiller Johan Hansen med som erstatning. Hansen var mandag med under hele landsholdets mediedag og ligner en spiller, der kan begynde at pakke EM-kufferten på højre fløj sammen med Hans Lindberg. Nikolaj Jacobsen har dog muligheden for at skifte Lasse Svan ind på et senere tidspunkt i turneringen. Derfor tyder meget på, at Svan bliver i landsholdslejren.
– Jeg skal have et overblik over, om det er realistisk, at Lasse bliver klar i løbet af slutrunden, og hvornår han i givet fald bliver klar.
Mens der skal et mirakel til, hvis Svan skal spille håndbold på lørdag mod Island, så er der håb for både Rasmus Lauge og Magnus Landin, der sidder ude med henholdsvis en læg- og en fodskade.
– De er stærkt tvivlsomme begge to, lyder vurderingen dog fra landstræneren.

Jonas Løytved

kommentar
deling del

Skriv et svar