Single Daily
af

redaktionen

Landsholdskonflikt skaber hovedrysten i fodboldverdenen

Andre fodboldnationer har ingen økonomiske konflikter omkring deres landshold.
Andre fodboldnationer har ingen økonomiske konflikter omkring deres landshold.

Af Timo Fleth

Bølgerne i den danske fodboldverden er gået højt. Forhandlingerne mellem landsholdsspillerne, der har spillerforeningen som ordfører, og fodboldforbundet DBU omkring de økonomiske og forsikringsmæssige forhold under DBU-regi er på ny gået i hårknude og har haft til følge, at der i venskabskampen mod Slovenien er blevet spillet med spillere fra 2. Division og lavere. På trods af en fortræffelig indsats, der immervæk rakte til et hæderligt 0-3-nederlag for fyraftensspillerne, er det ikke et ønskescenarie for hverken forbundet eller spillerforeningen. Den efterfølgende indgåede våbenhvile, så de oprindeligt udtagne spillere kan spille kampen i Nations League mod Wales i Aarhus på søndag kl. 18, er kun et lille plaster på såret.

Situationen har skabt hovedrysten i store dele af den resterende internationale fodboldverden, hvor mange spiller gratis for landsholdet.

I Tyskland ligger landet, også på grund af et større økonomisk grundlag, helt anderledes end i Danmark. Klubberne får en kompensation, og forbundet står for forsikringen under dagene på landsholdet. Bonusser bliver forhandlet af landsholdets manager og en af holdet valgt gruppe af spillere forud for slutrunder og typisk kun udbetalt ved opnået mål. Landsholdets trøje- og buksesponsorat står forbundet for, imens valg af fodboldsko og eventuelle indtægter er overladt til spillerne selv.

Den store forskel – og den er meget vigtig – er, at vi har en direkte dialog med spillerne. I Danmark har man spillerforeningen inde over, siger Håkan Sjöstrand, som er generalsekretær i det svenske fodboldforbund til Ekstra Bladet. Sjöstrand påpeger desuden, at man i Sverige altid har mødtes med respekt og indbyrdes forståelse for situationen, noget, set af Sjöstrand udefra, der mangler i de danske forhandlinger.

I Norge derimod er man nået til enighed om en aftale uden det store virak frem til VM i Qatar 2022. Aftalen er bygget op om en mesterskabsbonus, forudsat Norge kvalificerer sig til en slutrunde, der giver spillerne 25 procent af forbundets indtægter. Derudover får spillerne seks millioner kroner om året fra de kommercielle indtægter, forbundet generer, og de fordeles spillerne imellem efter antal landskampe man har spillet. Spillerne har desuden lov til personlige sponsorer men må ikke profilere dem under landsholdssamlingerne. Det norske forbund står også for forsikringen for landsholdsspillerne under samlingerne.

I første omgang er det danske fodboldforbund (DBU) og spillerforeningen blevet enige om at forlænge den eksisterende aftale om en måned, for at få tid til at få den nye på plads.

John Jensen og Kim Hallberg under pressekonference på Hotel Rivar. Foto: Jakub Kotian/dpa.

John Jensen og Kim Hallberg under pressekonference på Hotel Rivar. Foto: Jakub Kotian/dpa.

kommentar
deling del

Skriv et svar