Single Daily
af

Jonas Løytved

Lækkerbiskner fra Lauge: SG vinder derbysejr

Med den danske landsholdsspiller Rasmus Lauge som angrebsstyrmand vandt SG Flensburg-Handewitt det 98. Landesderby mod rivalerne fra THW Kiel. Sejren på 26-25 gav ekstatisk jubel i en propfyldt Flens-Arena.
Med den danske landsholdsspiller Rasmus Lauge som angrebsstyrmand vandt SG Flensburg-Handewitt det 98. Landesderby mod rivalerne fra THW Kiel. Sejren på 26-25 gav ekstatisk jubel i en propfyldt Flens-Arena.

Heldigvis spiller Rasmus Lauge i SG Flensburg-Handewitt hele denne sæson med. Hold op, hvor bliver den danske spilstyrer savnet, når han efter sæsonen drager mod Ungarn og Veszprem, men lad os ikke tage sorgerne på forskud. Lad os bare glæde os over, hvilken eminent håndboldspiller, der slår sine folder i fjordbyen.

Han fordeler sukkerballer i kontrafasen, slider sig selv fri, tordner bolde ind bag landsholdskammeraten Niklas Landin, spiller de store stregspillere fri, og minsandten om ikke Rasmus Lauge også stiller sig ned i forsvaret og deler tæsk ud til Steffen Weinhold, Marko Vujin og din andre tunge Kiel-drenge. En komplet håndboldspiller, der i sidste sæson tog sit hold på nakken i flere kampe – heriblandt den afgørende kamp, der sikrede SG deres første tyske mesterskab i 14 år. I Landesderbyet mod THW Kiel, i SGs Bundesligakamp nummer 1000 gjorde Lauge akkurat det samme.

Den 27-årige midtjyde scorede fire gange, lavede tre assists og sendte gæsternes forsvar på dybt østersøvand, da SG Flensburg-Handewitts nye, yngre hold tog en meriterende sejr på 26-25 over lokalrivalerne i det største håndboldderby, man kan opdrive her på kloden. De forsvarende mestre har efterhånden rigtig svært ved at løbe fra, at et titelforsvar ligner en mere end reel mulighed. De indledte med sejre i på papiret svære kampe mod Minden og Göppingen, det så rigtig flot ud i tirsdags i Berlin, og der var deciderede mesterlige takter mod Kiel.

Og vi kan ikke komme udenom, at Rasmus Lauge på mange måder er forskellen på »rigtig flot« og »mesterligt«. Bagspilleren har på ingen måde været altdominerende i de første tre kampe, men tak for en Flensburger, hvor var han dominerede lørdag aften i en kogende Flens-Arena – selvom det også blev til enkelte missere og tabte bolde. Ja, det er vigtigt for SG, at Glandorf hugger, at Svan tryller, og at Buric redder, men lir fra Lauge er som det lille stykke chokolade til en god espresso.

SG var ellers bagud 11-8 godt halvvejs inde i første halvleg af landesderbyet – sjovt nok efter en periode hvor Lauge først fik en udvisning og derefter fik et par ekstra minutters hvile på bænken. Men så kom der dælme ild i Lauges øjne, og han kom på banen med noget, der lignede et vulkanudbrud af håndboldlækkerier. Syv minutter senere: Lauge spiller Johannes Golla blank på stregen, og Flens-Arena flænses af jubel, da tyskeren bringer værterne foran med 13-11.

Faktisk burde SG have ført med mere end de 15-13 ved pausen, men så meget kunne man næsten heller ikke forlange mod Kiels stjerneparade, der har set gyserskræmmende ud indtil nu i denne sæson. Gæsterne kom også op på både 16-16 og 17-17, men så trådte SGs nye lykkehistorie ind på scenen: Bosniske Benjamin Buric i buret med vigtige parader. Målmanden appelerer med hele kroppen til publikum hver eneste gang, han har en redning, eller Kiel for den sags skyld misbruger bare en halv chance, og Flens-Arena elsker det.

Til gengæld er de ikke begejstrede for kieler-rivalerne, der ikke fik mange pæne ord med på vejen fra fansene på Nord-tribunen. Flens-Arena udviste dog respekt og klappede af Niklas Landin, da han vred om på foden og måtte udgå omtrent 10 minutter inde i anden halvleg. Det var imidlertid moderate jazzklapsalver, da blev erstattet af de enorme jubelbrød i takt med, at SG kom foran med både to, tre og fire mål i anden halvleg.

THW Kiels zebraer kom tilbage og åndede værterne brutalt i nakken, men Hampus Wanne viste kølighed både fra fløjen og straffekastlinjen og var medvirkede til at Fjordbyens helte fastholdt en tremålsføring i de afgørende minutter. Benjamin Buric redning på en spejlblank Hendrik Pekeler med et minut igen sikrede sejren, og da hornet lød, jublede 16 spillere og træner Maik Machulla om kap med 6300 fans i Flens-Arena.

Læs mere om kampen i mandagsudgaven af Flensborg Avis.

kommentar
deling del

Skriv et svar