Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Lad den sunde fornuft råde

Endnu mangler vi at høre de politikere, der godt tør veje for og imod
Jørgen Møllekær

Mens vi i Sydslesvig stadig venter på den første corona-smittede, sker der ting og sager lige omkring ørerne på os. Tyskland gør ét og Danmark gør noget andet.

Når man bare prøver at forholde sig til, hvordan myndigheder tæt på vores hverdag agerer, så kan det ikke undre, at nogle har svært ved at finde ud af, hvilket ben man skal stå på. Eksempelvis erklærede Tyskland i går Sydtyrol til et område, man ikke skal rejse til. Med den begrundelse, at en tredjedel af de tyske smittede for nylig har været i Sydtyrol på skiferie. Læser man så hvad det tyske mindretals dagblad »Dolomiten« selv offentliggør fredag på deres hjemmeside, så er der kun ganske få lokale smittede i den norditalienske alperegion. I skrivende stund to personer. Læg dertil inkubationstiden på op til to-tre uger. Ergo: Det er langt fra dokumenterbart, at de smittede tyskere er blevet syge på en uges skiferie i Sydtyrol.

Danmark derimod fraråder ikke rejser til Sydtyrol. Den danske advarsel vedrører områder længere sydpå. Til gengæld er hele Tyskland, Frankrig, Spanien og Østrig nu optaget på udenrigsministeriets liste over lande, hvor danske borgere opfordres til at »være ekstra forsigtig« på grund af coronavirus. Man skal holde sig opdateret hos lokale myndigheder eller medier omkring corona.

Set herfra kan man frygte, at de mest skræmte vil holde sig væk. Men statsminister Mette Frederiksen, der fredag for første gang tog teten, gjorde strategien klokkeklar. Hellere lave fejl og gå for langt, end at udsætte sig for kritik om at handle for sent. Her har vi kernen i dilemmaet. Meget af det vi ser lige nu, handler om frygten for at begå en fejl. Vi lever i en nul-fejls-kultur. Men: De handlende personer har et meget stort pres på sig. Den præmis må anerkendes fuldt ud.

Virkeligheden er imidlertid også, at den samlede samfundsregning kan blive gigantisk. Ikke kun målt i penge. Endnu mangler vi at høre de politikere, der godt tør veje for og imod. Hvis det her fortsætter, vil ikke kun flyselskaber gå konkurs. Mange andre brancher vil mærke corona-effekten. Alle de lande, hvis nationaløkonomi er bundet meget op på turisme, er i fare i år. Aktiemarkederne er allerede stærkt på vej ned. Ønsker vi at udløse en global finanskrise? Eller politisk ustabilitet på grund af corona? Nogen mener, at Kinas styre risikerer at falde. Og overfor det altså en pandemi, som 80 procent af os vil opleve som så mild en forkølelse, at vi end ikke vil gå til lægen. Og en pandemi som – relativt set – nogle ganske få ikke vil overleve. Lad den sunde fornuft råde.

kommentar
deling del

Skriv et svar