Single Daily
af

Peter Gram

Kvinder i Slesvig-Holsten havner i håbløs gæld

Gammeldags strukturer i familierne og på arbejdsmarkedet betyder, at mange kvinder risikerer fattigdom.
Gammeldags strukturer i familierne og på arbejdsmarkedet betyder, at mange kvinder risikerer fattigdom.

Rendsborg. Kvinder syd for grænsen har større risiko for at havne i håbløs gæld end mænd. Forklaringen er strukturelle ulemper i arbejdslivet, i familien samt i forbindelse med pension. Det fremgik, da koordinationskontoret for gældsrådgivning i Rendsborg onsdag præsenterede sin årsrapport.
13.655 kvindelige indbyggere i Slesvig-Holsten søgte gældsrådgivning i 2018. Mange af dem var enten enlige forsørgere eller singler uden børn. Deres andel udgjorde 68 procent i 2018.
Kvindernes økonomiske problemerne begynder allerede med valget af uddannelse. Kvinder vælger ofte en uddannelse i servicesektoren, hvor lønnen er lavere end i andre brancher. Uddannelser inden for blandt andet matematik eller naturvidenskab er derimod mindre eftertragtede.
Desuden er hver tredje kvinde i Slesvig-Holsten på deltid, vikar-ansat eller har kun et såkaldt minijob. Her rækker betalingen ikke til at opbygge en solid økonomi.
I mange familier er manden fortsat hovedforsørger. For eksempel i forbindelse med en skilsmisse står kvinderne tilbage med deres ringe indkomst – og børnene.
Hertil kommer, at det ofte er kvinderne, der vælger at tage ansvaret for at pleje ældre, svækkede familiemedlemmer. Kvinderne får ingen penge for at påtage sig denne opgave, men mister tværtimod ofte en del af deres indtægtsgrundlag og ender derfor også med at få en lavere pension.
– Ved yderligere uforudsete begivenheder som sygdom eller ledighed, er det i mange tilfælde slet ikke muligt at undgå at havne i håbløs gæld, fortæller Alis Rohlf, der leder de slesvig-holstenske gældsrådgivningers koordineringskontor i en pressemeddelelse.
Flere end 200.000 indbyggere i Slesvig-Holsten vurderes at have en bundløs gæld. Men kun 28.383 søgte hjælp hos en af delstatens gældsrådgivninger i 2018. Det er dog lidt flere end året før.
Rådgiverne vurderer, at mange skammer sig over deres situation og derfor tøver med at søge hjælp.
I Slesvig-Holsten er der i alt 36 autoriserede og offentligt støttede gældsrådgivninger.  Kordinationskontoret i Rendsborg arbejder blandt andet med kvalitetssikring i de enkelte rådgivninger, planlægger forebyggelse og står for videreuddannelse af medarbejderne.

Det tyske system med arbejdsmarkedsfinansierede pensioner betyder, at kvinder risikerer et helt liv i fattigdom. Foto: Pixabay.

kommentar
deling del

Skriv et svar