Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Kvindelige kunstnere er i overtal på Landesschau

Langt de fleste af de kunstnere, der slap igennem til den censurerede udstilling Landesschau, er over 60 år. Men i år er der dog flere unge med i forhold til tidligere år.
Langt de fleste af de kunstnere, der slap igennem til den censurerede udstilling Landesschau, er over 60 år. Men i år er der dog flere unge med i forhold til tidligere år.
Rolf Ohst: »Das Boot ist voll«, olie på lærred, 130 gange 170 centimeter.

Rolf Ohst: »Das Boot ist voll«, olie på lærred, 130 gange 170 centimeter.

De kvindelige kunstnere er klart i overtal på den årlige censurerede kunstudstilling i Slesvig-Holsten. Udstillingen åbnede søndag i Slesvig, hvor den vises i den gamle ridehal ved Gottorp Slot.

62 kvinder og 38 mænd er blevet udvalgt af juryen, og dermed er kvinderne repræsenteret langt over gennemsnittet for lignende udstillinger. På Hamburg Art Fair, der også vises for tiden, udgør kvindeandelen 30 procent mod Landesschaus 62 procent.

Billedkunstnerenes Forbund i Slesvig-Holsten (Bundesverband Bildender Künstlerinnen und Künstler-Schleswig-Holstein) arrangerer de censurerede udstillinger, og forbundets formand, Anders Petersen fra Elmshorn, betegner udviklingen som »særdeles glædelig«. Udviklingen har stået på gennem de seneste år. Da Landesschau i 2018 blev vist på Museumsberg i Flensborg, var fordelingen 53/22 kunstnere i kvindernes favør, og i 2017, da Landesschau blev vist i Husum, var tallene 42/25, ligeledes til kvindernes fordel.

Det er tredje år i træk, at Landesschau bliver vist nord for Ejderen. Den censurerede udstilling går på skift mellem museer og udstillingssteder i hele Slesvig-Holsten. Formålet er at komme geografisk rundt i hele delstaten, understreger Anders Petersen.

I forhold til tidligere år er der sket en foryngelse. Der var ikke en eneste deltager under 30 år, da Landesschau blev vist i Husum for to år siden. I år er der syv kunstnere under 30 år. De fleste kunstnere kommer ud fra akademierne, når de er omkring 30 år, men mange studerende ansøger om at komme med på Landesschau, og flere er også sluppet igennem nåleøjet i år.

I aldersgruppen fra 30 til 40 år var der kun en enkelt kunstner med sidste år i Flensborg. I år er der otte med fra denne aldersgruppe.

Det er dog fortsat dem over 60 år, der er langt flest af. 50 procent af de udvalgte er fyldt 60 år – 31 kvinder og 19 mænd.

Som det er fast praksis ved censurerede udstillinger, sidder der en jury med skiftende medlemmer. Det drejer sig i Landesschaus tilfælde primært om kunstnere, der er medlem af billedkunstnernes forbund, og en enkelt repræsentant fra den institution, hvor Landesschau vises. I år er det kunsthistorikeren Dr. Ulrich Schnei­der fra Landesmuseen Schles­wig-Holstein.

Mareile Schröder: »Halme«, 400 sugerør, 80 gange 75 gange 75 centimeter.

Mareile Schröder: »Halme«, 400 sugerør, 80 gange 75 gange 75 centimeter.

Få skulpturer

Der er til Landesschau 2019 blevet indleveret 624 kunstværker, og 148 slap igennem og bliver vist i ridehallen til og med den 23. februar 2020.

Hovedparten af kunsten er noget, der kan hænges op på væggene: Maleri, grafik og foto. Skulptur og installation er klart i mindretal og en moderne kunstform som videoinstallation er der blot en enkelt af.

I modsætning til særudstillingerne på landsmuseerne på Gottorp Slotsø er der på den censurerede udstilling intet tema. Kunstværkerne er alene udvalgt ud fra deres individuelle kvalitet og i første omgang ud fra tilsendte fotos. Derfor havde kuratorerne heller ikke overblik over kunstværkernes størrelse. At få værkerne placeret i ridehallen var et puslespil, selv om hallen er rummelig. På de seneste års udstillinger i Husum og Flensborg bredte udstillingen sig over flere, små rum. I Slesvig er der primært ét stort udstillingsrum.

Landesschau er også derfor en udstilling, der opfinder sig selv påny hvert år.

Landesmuseen Schleswig-Holstein på Gottorp Slot: Landesschau 2019. Kan ses i Ridehallen til og med den 23. februar 2020.

irgit Lindemann: Uden titel, bemalet terracotta, 96 centimeter høj. Fotos: Hans Christian Davidsen

irgit Lindemann: Uden titel, bemalet terracotta, 96 centimeter høj. Fotos: Hans Christian Davidsen

FAKTA

Jury, kunstnere og priser

I Landesschau-juryen sidder i år: Jan KB (Groß Wittensee), Corinna Kraus-Naujeck (Kiel), Marlies Rzadkiewicz (Kappel), Tina Schwichtenberg (Kiel), Mona Strehlow (Stenfelt), Dr. Ulrich Schneider (Slesvig), Rainer Wiedemann (Lübeck) og suppleant Fabian Vogler (Bargum).

Følgende kunstnere fra Sydslesvig er udvalgt til Landesschau 2019: Otto Jeschke (Risby), Marlies Rzadkiewicz (Kappel), Hanny Kuhne (Rendsborg), Iris Menges (Rendsborg), Annette Herbers (Bydelstorp), Thomas Schulz (Rendsborg), Anka Landtau (Bøglund), Mona Strehlow (Stenfelt), Uwe Thomas Guschl (Flensborg), Gundula Sommerer (Flensborg), Susanne Cleemann (Lyksborg), Inken Geertz (Breklum), Frauke Petersen (Sankt Peter-Ording), Anke Richer Teubler (Frederiksstad) Fabian Vogler (Bargum).

Dette års Landesschau-pris går til Monika Rathlev fra Neumünster. Bag valget står hendes kolleger på udstillingen. Talentprisen går til den 30-årige Lena Kaapke, der stammer fra Flensborg og i dag bor i Kiel.

kommentar
deling del

Skriv et svar