Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Kunstgave kunne have betalt en villa

Museumsberg i Flensborg viser det kommende halve år den kunstskat, som museet i marts fik skænket af tre søstre i USA. Billederne er malet af den internationalt renommerede ekspressionist Erich Heckel - et godt skjult sted ved Flensborg Fjord.
Museumsberg i Flensborg viser det kommende halve år den kunstskat, som museet i marts fik skænket af tre søstre i USA. Billederne er malet af den internationalt renommerede ekspressionist Erich Heckel - et godt skjult sted ved Flensborg Fjord.

Museumsberg Flensburg har fået tredoblet sin samling af Erich Heckel-billeder. I marts ankom en kunstgave, der vil få julelys i øjnene på enhver direktør for et kunstmuseum. 41 værker af den store tyske ekspressionist Erich Heckel (1883-1970), der var medlem af kunstnersammenslutningen Die Brücke sammen med blandt andre Emil Nolde.

Det var 41 malerier, akvareller og grafiske værker, som tre af Erich Heckels familiemedlemmer i USA skænkede Museumsberg kvit og frit. Havde de i stedet for solgt værkerne på auktion, ville salget have indbragt nok til at kunne købe en luksusvilla. Men prisen ville højst sandsynligt have været den, at værkerne var blevet spredt for alle vinde og til private købere, så offentligheden for eftertiden ikke ville have haft adgang til dem. Det ville de tre amerikaner med tyske rødder – Christina Salerno, Ingrid Hoffmann og Anne Sylvester – for alt i verden undgå.

De tre kvinder sagde »Uncle Eric« til Heckel, som i mange år havde et sommerhus på gaden Osterholz i Vesterskov (Westerholz) ved Flensborg Fjord. De tre er døtre af Erich Heckels niece, Erna Hoffmann, der sommer efter sommer besøgte Heckel i de idylliske omgivelser i det nordlige Angel. Hun udvandrede senere til USA, og Heckel – der selv var barnløs – opretholdt kontakten og gjorde Erna Hoffmann glad ved at sende hende sin kunst.

Det er denne kunst, der det kommende halve år kan ses på en særudstilling på Museumsberg. Værkerne har ikke blot været igennem en grundig restaurering i Hamborg, men proceduren med at få kunsten fra New jersey til Flensborg har også været noget af en papirmølle, fortæller museumsdirektør Dr. Michael Fuhr.

Alene toldbehandlingen tog over en måned. Import af kunst fra lande uden for EU er kompliceret – ikke mindst rent juridisk. Men nu er de 41 Heckel-værker Flensborg Kommunes ejendom, da Museumsberg hører under kommunen (Stadt Flensburg) og ifølge den nye tyske Kulturarvslov (Kulturgutschutzgesetz) kan de aldrig nogensinde videresælges.

Erna Hoffmann med sin onkel, Erich Heckel, i baggrunden. Billedet stammer fra 1960. Erich Heckel havde ingen børn og behandlede derfor Erna Hoffmann som sit eget. På et tidspunkt udvandrede hun til USA, og her opbevarede hun de mange kunstværker, hun fik i gave af Erich Heckel.

Oplagt hjemsted

Det er ikke blot gavens modtagere, der er glade. Givernes glæde er mindst lige så stor, fortæller Christina Salerno på vegne af de tre søskende:

– De sidste år af sit liv var vores mor meget bekymret for, hvad der ville ske med malerierne. For os har de en stor følelsesmæssigt betydning. Vi er vokset op med billeder, der er blevet til i landskaber, hvor vores mor tilbragte en stor del af sin ungdom. Men vi har aldrig følt, at billederne helt tilhørte os, siger Christina Salerno.

De tre søstre tog derfor kontakt til Erich Heckel-stiftelsen i Hemmenhofen ved Bodensee, hvor kunstneren boede de sidste år af sit liv.

Chefen her pegede på Museumsberg i Flensborg som det mest oplagte hjemsted for kunstværkerne. Fra 1913 til 1943 tilbragte Erich Heckel sine somre ved Flensborg Fjord, hvor han var en del af lokalsamfundet. Her opstod en stor del af hans ofte vovede værker. Neden for sit hus havde en lille bugt, hvor man kunne være privat, og det havde han også god brug for. Heckel var som de andre tyske ekspressionister på sin tid radikal og revolutionær. De levede et dengang vildt moderne liv, og ofte var det »vilde ting«, der foregik i kunstnernes atelierer – som Dr. Michael Fuhr udtrykker det.

At male en gruppe med nøgne unge kvinder blev betragtet som højst upassende, hvis ikke perverst af Erich Heckels samtid. Derfor fandt han et lille skjul ved Vesterskov ved Flensborg Fjord, hvor han kunne praktisere sin radikale og revolutionære form for malerkunst. Akvarellen stammer fra 1924.
(Foto: Ina Steinhusen – Copyright: Nachlass Erich Heckel, Hemmenhofen)

Malede nøgne damer

Erich Heckel kunne lide at male nøgne damer, og derfor var den afsides beliggende bugt ved Vesterskov meget gunstig for ham. At male damer uden tøj – ofte var det hans kone Siddi – på var bestemt ikke comme il faut i 1913. Klinten ved kysten ligger i øvrigt som den gjorde på Heckels tid og kan stadig besøges, men huset er ikke tilgængeligt for offentligheden.

Det ældste værk på udstillingen er en farvetegning fra 1907, og det yngste er et portræt – formodentlig et selvportræt – som Heckel malede i 1969, et år før sin død. Udstillingen er opdelt tematisk med landskabsbilleder, postkort og stilleben – fortrinsvis blomster-stilleben. Landskabs-afdelingen er igen opdelt i de tidlige landskabsbilleder med motiver fra Flensborg Fjord og de senere landskabsbilleder fra Hemmenhofen, som Erich Heckel flyttede til efter, at hans atelier i Berlin gik til i en bombe-brand i 1944. Da forlod Heckel Berlin for altid, men da huset i Vesterskov kun kunne bebos om sommeren, bosatte han sig i stedet for i et andet landskab med vand i den anden ende af Tyskland.

Museumsberg Flensburg: Erich Heckel. Die Schenkung. 18. juni – 7. januar 2018. Udstillingen vises i Heinrich-Sauermann-Haus.

kommentar
deling del

Skriv et svar