Single Daily
af

Rasmus Meyer

Kubicki sammenligner Stegner med Erdogan

Wolfgang Kubicki, FDPs næstformand i Tyskland og gruppeformand for FDP i Slesvig-Holsten, er kendt for at være en hård hund når det kommer til en politisk debat. Han kommer med markante udmeldinger og han går til angreb mod politiske modstandere.

Men nu ser det ud til at Kubicki er gået over stregen.

Kritikken vokser efter Wolfgang Kubicki lørdag kaldte SPD-næstformand Ralf Stegner for »SPDs Erdogan«.

Ved FDPs landsmøde i Neumünster, hvor Kubicki blev valgt som en af partiets spidskandidater til forbunddagsvalget i september, udtalte den markante politiker, at FDP ikke vil gå med til en Ampel-koalition i Slesvig-Holsten. Det bliver en Jamaica-koalition eller nyvalg, sagde Kubicki, hvorefter han sammenlignede Ralf Stegner, næstformand for SPD-Tyskland og formand for SPD i Slesvig-Holsten, med den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.

Den sammenligning blev omgående taget op af de landsdækkende medier, og den faldt bestemt ikke i god jord hos SPD.

Partiets formand og kanslerkandidat Martin Schulz kræver en undskyldning fra Kubicki.

– Når man sammenligner en politisk modstander med en præsident, der arresterer kritiske journalister, så går man for langt, lød det fra Schulz.

Men også i Slesvig-Holsten vokser modstanden mod Kubicki.

Rasmus Andresen, medlem af De Grønnes landdagsgruppe i Kiel og dermed mulig koalitionspartner i en Jamaica-regering, skrev på Facebook:

– Nu er det nok. Siden det gode valgresultat for FDP er Kubicki i gang med et indholdsløst magtspil. Han taler kun om personer – ikke om indhold. At kalde Stegner for SPDs Erdogan er ufatteligt. Han bør undskylde og begynde at lave konstruktiv og løsningsorienteret politik i stedet.

Wolfgang Kubicki ved FDP-landmødet i Neumünster.
(Foto: Carsten Rehder/dpa)

kommentar
deling del

Skriv et svar