Single Daily
af

Holger Johannsen

Kritik af cykelstier bliver afvist

- Vi har allerede gjort en del for cyklisternes sikkerhed i Flensborg, og der er flere initiativer på vej, siger rådhusets talsmand.
- Vi har allerede gjort en del for cyklisternes sikkerhed i Flensborg, og der er flere initiativer på vej, siger rådhusets talsmand.

Kommunen afviser – til dels – kritikken fra Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) og CDU af cykelstierne i Flensborg.

– Situationen er ikke optimal. Men det er ikke rigtigt, at Flensborg ikke gør noget som helst på det område, siger rådhusets talsmand, Clemens Teschendorf.

Som eksempler nævner han området omkring Skyttekulen (Schützenkuhle) og Neumarkt, hvor en 14-årig dreng på cykel sidste år døde i en trafikulykke, fordi en lastbilchauffør overså ham på cykelstien.

En 14-årig cyklist omkom i en trafikulykke i krydset mellem Husumgade og Skyttehulen. Der blev opstillet en spøgelsescykel, der skulle fange trafikanternes opmærksomhed.
(Foto: Heiko Thomsen)

– Lige nøjagtig her har vi gjort en del for at øge sikkerheden for cyklisterne, siger Clemens Teschendorf.

Blandt andet har man øget synligheden af cykelstien i Skyttekulen med en mere synlig farvelægning. Derudover er der et lyssignal specielt til cyklister, hvor de får tidligere grønt lys end bilisterne.

Det er planen at forbedre forholdene for cyklister hele vejen mellem B199 og Deutsches Haus. For eksempel skal der sættes piktogrammer op, og cykelstien skal farvelægges.

Cykel-spor i Husumgade

Som et yderligere eksempel på sikringen af cyklisternes sikkerhed nævner kommunens talsmand planen om kun at genåbne det ene spor i Husumgade for biler, når vejspærringen som følge af saneringen af broen i Husumgade i efteråret ophæves.

– Andet spor i Husumgade skal fremover være forbeholdt cyklisterne. De har været klemt, når de skulle op ad bakken, og bilerne så er kørt helt op bag ved dem, forklarer Clemens Teschendorf.

Ifølge kommunens talsmand skal byrådets planlægningsudvalg på et af de kommende møder drøfte cyklisternes trafiksikkerhed i Flensborg.

Både SSW og CDU har kritiseret Flensborg Kommune for ikke at gøre nok for cyklisterne i byen. Kritikken blev udløst af endnu en alvorlig cykelulykke i tirsdags i den indre by. Her blev en 30-årig kvinde alvorligt kvæstet i krydset Harreslevgade/Am Katharinenhof. En 65-årig lastbilchauffør overså cyklisten, da han ville dreje fra, og kørte cyklisten ned.

SSWs Philipp Bohk forlangte »omgående handling« af kommunen, mens CDUs Karsten Sörensen kritiserede kommunen for ikke at have foretaget sig noget som helst endnu.

Kommunens talsmand, Clemens Teschendorf, nævner området omkring Skyttekulen (Schützenkuhle) og Neumarkt, hvor man netop har gjort en del for at øge cyklisternes sikkerhed.
(Arkifoto: Lars Salomonsen)

kommentar
deling del

Skriv et svar