Single Daily
af

Marc Reese

Kraftværk-affald som politisk balancegang

Politisk ekspert Michael Ruck fra Flensborg Universitet har forståelse for SSWs resolution mod kraftværk-affald i Harreslev. Han siger dog også, at holdningen er problematisk, da den ikke umiddelbart bidrager til at være med til at løse opgaven.
Politisk ekspert Michael Ruck fra Flensborg Universitet har forståelse for SSWs resolution mod kraftværk-affald i Harreslev. Han siger dog også, at holdningen er problematisk, da den ikke umiddelbart bidrager til at være med til at løse opgaven.

»Vi vil ikke komme i betragtning. Kampen finder sted uden os«. Denne holdning synes jeg er problematisk.

Det sagde Michael Ruck, leder af politisk institut på Universitetet i Flensborg, da Flensborg Avis tirsdag eftermiddag bad ham om en vurdering af Sydslesvig Vælgerforenings (SSW) resolution omkring emnet kraftværk-affald.

Som vi skrev i mandagsavisen, var der en stemme imod og en afholdelse, da der i lørdags under landsmødet på Hotel des Nordens blev stemt om et resolutionsforslag, som går ud på, at byggeaffaldet fra atomkraftværkerne i Brunsbüttel og Krümmel, som ikke længere er i drift, og Brokdorf ikke skal deponeres i Harreslev.

Det blev i resolutionen blandt andet begrundet med bekymringerne i befolkningen i Aabenraa Kommune på den anden side af den dansk/tyske grænse.

Ligeledes må det ifølge resolutionen i første omgang være driftselskabernes opgave at sørge for en løsning, mener SSW.

– Det er en balancegang. Jeg har stor forståelse for SSWs ageren. Især med henblik på deres rolle og med Danmark, hvor der slet ingen atomkraft er, som direkte nabo. Men der er samtidig også et samlet ansvar, hvor vi alle skal gøre vores lille del, siger Michael Ruck.

– I rigtig mange år har alle profiteret af atomkraft, men så blev det besluttet at sige farvel til atomkraft. Nu må problemet løses af os allesammen i fællesskab. Man kan ikke bare sige ude af øje, ude af sind, fortsætter han.

Michael Ruck, leder af politisk institut på universitetet i Flensborg, mener, at man skulle være lidt mere åben, for det skal jo være et sted. (Arkivfoto : Martina Metzger)

Michael Ruck, leder af politisk institut på universitetet i Flensborg, mener, at man skulle være lidt mere åben, for det skal jo være et sted. (Arkivfoto : Martina Metzger)

Ifølge beregninger udsender affaldet en årlig stråledosis på 10 mikrosivert om året. Den årlige dosis, mennesker optager fra naturlige kilder, ligger på 2100 mikrosivert om året. I Harreslev har der som bekendt været stor modstand mod deponering af byggeaffaldet i kommunen, siden lossepladsen hos firmaet Balzersen blev nævnt som en ud af flere muligheder i Slesvig-Holsten til deponering af byggeaffaldet fra de tre atomkraftværker.

Michael Ruck siger også tydeligt, at befolkningens bekymringer og ængstelser skal tages alvorligt.

Med resolutionen, som går ud på at opfordre delstatsregeringen til at se bort fra Harreslev og til at undersøge muligheder for deponering af affaldet på atomkraftværkernes nuværende arealer, mener Ruck, bidrager SSW ikke til en løsning af problemet.

– Jeg vil ikke lægge for meget i det. Men burde man ikke være lidt mere åben? Det skal jo hen et sted, siger Ruck.

Med henblik til Danmark siger Ruck:

– Det er et land uden atomkraft. Vi hører sammen, begge er EU-lande. Men der sker også ting i Danmark, som ikke begejstrer alle her, hvis jeg tænker på vildsvinhegnet for eksempel. Det bliver ikke hilst velkommen af alle. Et naboskab kan også klare udfordringer, siger den politiske ekspert.

Michael Ruck siger, at SSW også kunne have valgt en anden vej.

– Ved at sige, at man er skeptisk. Partiet bør ikke tage afstand fra yderligere undersøgelser og sikre, at deres beslutning kan gøres om, når standarder ikke bliver opfyldt. For man må jo gå ud fra, at der bliver målt og holdt øje med materialet. Vi må gå ud fra, at det er nøje undersøgt. For ellers behøver vi ikke at tale om det, siger Ruck.

– Men når man som udgangspunkt siger nej, så viser man modvilje. Jeg kan forstå det med henblik til bekymringerne, især når vi taler om SSW. Men man kan ikke sige ‘vi sidder her i vor grænseland og bekymrer os ikke om det, som sker længere sydpå og vor ansvar ender ved Ejderen’. Affaldet skal hen et sted. Og det er der ingen, der er begejstret over, siger Michael Ruck.

kommentar
deling del

Skriv et svar