Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Anmeldelse: Kraftfuld optræden uden brug af mange kræfter

Tina Dickow falder altid i god jord i Flensborg. Hun blev skyllet væk i Hamborg, men fik lov til at folde sig helt ud i grænsebyen.
Tina Dickow falder altid i god jord i Flensborg. Hun blev skyllet væk i Hamborg, men fik lov til at folde sig helt ud i grænsebyen.

Meget lidt er, som det engang har været. Modeordet »disruption« har for længst nået festivalerne med det, vi kunne kalde en »forstyrrende form for innovation«. Heavy metal-festivalen Copenhell inviterer et symfoniorkester, og Slesvig-Holsten Musik Festival – hvis idegrundlag og udgangspunkt har været den klassiske musik – inviterer nu også musiknavne, der ligger langt uden for genren og ikke engang kan henføres under kategorien »crossover« – altså der hvor forskellige musikgenrer møder hinanden og flettes sammen.

Det må ledelsen i Slesvig-Holsten Musik festival naturligvis selv ligge og rode med. Man må gå ud fra, at valget er ganske bevidst. Publikum, der er til de navne, der ligger uden for den klassiske genre kan glæde sig over de kvalitetsnavne, som festivalen præsenterer uden for de snævre klassiske genre.

I weekenden stod danske Tina Dickow på scenen i Deutsches Haus i Flensborg. Uden for Danmarks grænser markedsføres hun med efternavnet Dico i stedet for Dickow. Det lyder bedre, forklarede hun for en halv snes år siden i et interview med Flensborg Avis. Måske især på det engelsksprogede marked.

Musik var hendes værste fag i skolen. Lige indtil klassen fik en vikar, som kunne spille på alle instrumenter. Hvem skulle tro det om Tina Dickow, når hun står der på scenen og har både musikken og publikum i sin hule hånd? Fotos: Hans Christian Davidsen

Musik var hendes værste fag i skolen. Lige indtil klassen fik en vikar, som kunne spille på alle instrumenter. Hvem skulle tro det om Tina Dickow, når hun står der på scenen og har både musikken og publikum i sin hule hånd? Fotos: Hans Christian Davidsen

Der var meget tæt på at være udsolgt i Deutsches Haus i Flensborg. Kun enkelte sæder på de bageste rækker på balkonen var ledige. Tina Dickow har sit stærke publikum i det dansk-tyske grænseland, hvor mange af hendes fans også forstår de få dansksprogede sange, hun turnerer med. Men også længere nede i Slesvig-Holsten Musik Festivals område trak hun et stort publikum. Open air-koncerten i Hamborg blev afbrudt af et heftigt uvejr med lyn, torden og stærk regn. Mange blandt publikum måtte gå skuffede hjem. Men der var nogle, der blev, og de fik en spontan, akustisk koncert backstage. Tina Dickow tilhører den ukrukkede kategori af berømte musikere.

I Neustadt i Holstein gennemførte hun en koncert inden døre og fik en stormende modtagelse (bare på en anden måde end i Hamborg) af både publikum og kritikeren i den lokale avis, Lübecker Nachrichten.

Hendes eftertænksomme sange faldt også i god jord i Flensborg, hvor hun kom med både spritnyt og velkendt materiale. Med sig havde hun sit faste band bestående af hendes islandske ægtemand, Helgi Jónsson (klaver og basun), Dennis Ahlgren (guitar) og Marianne Lewandowsky (slagtøj).

Musik var hendes værste fag i skolen. Lige indtil klassen fik en vikar, som kunne spille på alle instrumenter. Hvem skulle tro det om Tina Dickow, når hun står der på scenen og har både musikken og publikum i sin hule hånd? Fotos: Hans Christian Davidsen

Musik var hendes værste fag i skolen. Lige indtil klassen fik en vikar, som kunne spille på alle instrumenter. Hvem skulle tro det om Tina Dickow, når hun står der på scenen og har både musikken og publikum i sin hule hånd? Fotos: Hans Christian Davidsen

Tina Dickow afslørede, at hun engang drømte om at blive til protestsanger. Er hun ikke alt for sød til det? Hun er i hvert fald ikke blevet det endnu, men viste dog med et par enkelte sange, at hun kan, hvis det skal være. »We Don’t Need These Things« er en både kritisk og selvkritisk kommentar til en materialisme, de færreste vel kan sige sig fri for. Tina Dickow mener, at vi i virkeligheden anskaffer os de rigtige ting og sager for at føle os gode nok. Man bliver simpelthen ikke taget alvorligt, hvis går rundt med alt for gammelt teknologisk isenkram.

Hun er fyldt 40 og synger om, hvordan musikken er et »Fastland«. Liv dør, liv fødes. Bevægelse og forandring.

En sang dør aldrig. Den ikke lås ihjel, og den kan altid tages frem og synges påny. »Old Friends« skrev Tina Dickow efter at være flyttet fra Danmark til Island. Uden at bruge vildt mange kræfter, har Tina Dickow en kraftfuld optræden. Hun henter sin energi i indholdet og ikke i formen. Er mild, men stadig dyb og lidt rå i stemme og frasering og når med sange som »No Time To Sleep« eller ekstranumrene »Count To Ten« og »Copenhagen« helt ind i publikums hjerter. Den korteste vej derind er musikken.

Schleswig-Holstein Musik Festival: Tina Dico i Deutsches Haus i Flensborg, 11. August.

Musik var hendes værste fag i skolen. Lige indtil klassen fik en vikar, som kunne spille på alle instrumenter. Hvem skulle tro det om Tina Dickow, når hun står der på scenen og har både musikken og publikum i sin hule hånd? Fotos: Hans Christian Davidsen

Musik var hendes værste fag i skolen. Lige indtil klassen fik en vikar, som kunne spille på alle instrumenter. Hvem skulle tro det om Tina Dickow, når hun står der på scenen og har både musikken og publikum i sin hule hånd? Fotos: Hans Christian Davidsen

kommentar
deling del

Skriv et svar