Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Koncert: Prisvinder spiller Beethovens violinkoncert

Sønderjyllands Symfoniorkester kommer til Aabenraa på torsdag. Aftenens solist er fransk-hollandske Cosima Soulez-Larivière.
Sønderjyllands Symfoniorkester kommer til Aabenraa på torsdag. Aftenens solist er fransk-hollandske Cosima Soulez-Larivière.

Torsdag den 14. november klokken 20 spiller Sønderjyllands Symfoniorkester i Musik- og Teaterhuset i Aabenraa en koncert under ledelse af den finske mesterdirigent Jorma Panula og med en Joseph-Joachim-prisvinder som solist i Beethovens violinkoncert – en af de mest populære violinkoncerter inden for den klassiske musiklitteratur.

I anledningen af Jorma Panulas kommende 90-års fødselsdag i 2020 tager Sønderjyllands Symfoniorkester forskud på mærkedagen med en koncert, som han selv har været med til at forme i koncertprogrammet.

Jorma Panula har i en menneskealder virket som dirigent og professor i direktion og har haft betydning for unge dirigenter fra hele verden i kraft af sin undervisning gennem mere end 40 år.

De seneste syv år har han besøgt Sønderjyllands Symfoniorkester med sin årligt tilbagevendende internationale dirigent-masterclass for unge dirigenter, »Nordic Masterclass«, som har fundet sted i et samarbejde med orkestret siden 2012. – Både orkestret og aftens dirigent ser det som en af deres vigtige roller, når det gælder uddannelse af fremtidens dirigenter og solister – en rolle som kommer til udtryk i konkurrencer, workshops og masterclasses, siger Louise Milling, der er orkestrets informationsmedarbejder.

Orkestret blev partner ved Joseph-Joachim-konkurrencen i Hannover i 2015 og har i den forbindelse en aftale om at aftage to prisvindere og engagere dem til koncerter, hvorved orkestret medvirker til at bane vejen for disse unge talenter.

Aftenens solist er den fransk-hollandske violinist Cosima Soulez Larivière, der i 2018 vandt Joseph-Joachim-konkurrencens tredje pris og Special Prize »Best Interpretation of the Commissioned Work«. Hun er født i Paris og begyndte som tre-årig på violinundervisning. I dag studerer hun på Hochschule für Musik, Theater und Medien i Hannover.

 

Den unge fransk-hollandske violinist Cosima Soulez Larivière er studerende på musikkonservatoriet i Hannover. Foto: SSO

Den unge fransk-hollandske violinist Cosima Soulez Larivière er studerende på musikkonservatoriet i Hannover. Foto: SSO

Ud over Beethovens violinkoncert byder koncertprogrammet på Glucks ouverture til Ifigenia i Aulis i en koncertbearbejdelse af Richard Wagner og Mussorgskijs Udstillingsbilleder i en orkesterudgave af Maurice Ravel.

kommentar
deling del

Skriv et svar