Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Kohl blev hyldet for forsoning i det delte Europa

- Helmut Kohl efterstræbte et europæisk Tyskland - ikke et tysk Europa, siger Juncker.
- Helmut Kohl efterstræbte et europæisk Tyskland - ikke et tysk Europa, siger Juncker.

Helmut Kohl var en tysk patriot, men også en europæisk patriot. Han efterstræbte et europæisk Tyskland – ikke et tysk Europa, siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Juncker, der lørdag var blandt talerne ved en mindehøjtidelighed for “genforeningskansleren”, siger sammen med andre nuværende og tidligere politiske ledere, at Kohl var med til at udvirke forsoning i det delte Europa.

Læs mere: Kohl begraves midt i bitter familiestrid

Kohl, som døde 16. juni, 87 år, er den første person, der er blevet æret af EU ved en officiel mindehøjtidelighed.

Ceremonien i Europa-Parlamentet i den franske by Strasbourg, tæt ved den tyske grænse, var Kohls eget ønske.

Bill Clinton, Angela Merkel og President Emmanuel Macron til ceremonien. Foto: AFP/ PATRICK HERTZOG

Det understregede Juncker ved ceremonien, hvor Kohl også blev hyldet i taler af forbundskansler Angela Merkel, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron og den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton.

– Kohl ændrede millioner af menneskers liv i Europa – deriblandt mit, sagde Merkel, som fik hjælp fra Kohl i begyndelsen af sin politiske løbebane, men som senere kom meget på afstand af ham i forbindelse med en partistøtteskandale i deres konservative parti, CDU.

– Kære Helmut Kohl, takket være dig står jeg her i dag. Tak for den chance, som du gav mig og mange andre, sagde hun ved ceremonien, hvor Kohls kiste blev båret ind i parlamentets store sal til musik af Händel.

Læs mere: Helmut Kohl mindes ved europæisk ceremoni

Frankrigs Macron talte om Kohl som en vigtig partner for Frankrig og en modig politiker.

– Kohl var en modsætning til al brutalitet og fanatisme, sagde Macron.

Bill Clinton var mere personlig i en varm hyldesttale, hvor han sagde, at han holdt meget af Kohl, fordi han var den eneste person, som han har kendt, der havde haft en større appetit end han selv.

– Jeg holdt meget af dette menneske, fordi han ville skabe en verden, hvor ingen dominerede, hvor samarbejde var bedre end konflikter, og hvor forskellige grupper træffer bedre beslutninger end diktatorer.

Ceremonien sluttede med den tyske nationalsang og uddrag af Beethovens 9. symfoni – Hymne til Glæden – som anvendes som Europahymnen.

Over 800 personer deltog i ceremonien.

Kohl var Tysklands længst siddende kansler
Helmut Kohl, der blev 87 år, huskes for at forhandle Tysklands genforening på plads efter Berlinmurens fald.

I en alder af 87 år døde Helmut Kohl for to uger siden i sit hjem i Ludwigshafen.

Han er den forbundskansler, der har siddet på posten i længst tid. Han huskes særligt for, at han fik forhandlet Tysklands genforening på plads efter Berlinmurens fald i 1989.

Her kan du læse mere om den nu afdøde forbundskansler:

Navn: Helmut Josef Michael Kohl.

Født: 3. april 1930 i Ludwigshafen, Tyskland.

Død: 16. juni 2017 i Ludwigshafen, Tyskland.

Alder: 87 år.

Uddannelse:

1950-1956: Studerer jura, statskundskab og historie ved universiteterne i Heidelberg og Frankfurt.

1958: Dr.phil. med en ph.d. om partiernes genopståen i Pfalz-området efter 1945.

Politisk karriere:

Fra 1947: Medlem af det kristeligt demokratiske CDU.

1959-1976: Medlem af delstatsparlamentet i Rheinland-Pfalz, fra 1963 som CDU’s gruppeformand.

1966-1973: Formand for CDU i Rheinland-Pfalz.

1969-1976 Ministerpræsident i Rheinland-Pfalz.

1969-1973: Næstformand for CDU.

1973-1998: Formand for CDU.

1976-2002: Medlem af Forbundsdagen.

1976-1982: Formand for CDU/CSU’s forbundsdagsgruppe, oppositionsleder.

1982-1998: Forbundskansler.

1998-2000: Æresformand for CDU.

Privat:

1960-2001: Gift med Hannelore Kohl. De fik to sønner sammen.

2008-2017: Gift med Maike Richter.

1998: Udnævnt til europæisk æresborger.

kommentar
deling del

Skriv et svar