Koalitionskritikere vinder formandskab i tyske SPD
Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken er med 53 procent af stemmerne valgt til formandsposten i det tyske socialdemokratiske SPD, meddeler partiet lørdag.
De to skal dele formandskabet imellem sig.
Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken er kritiske overfor regeringskoalitionen med forbundskansler Angela Merkels konservative CDU.
Norbert Walter-Borjans er tidligere finansminister i Nordrhein-Westfalen, mens Saskia Esken er kendt for sin aktivisme mod blandt andet det yderste højre.
Den nuværende finansminister og vicekansler, Olaf Scholz, og hans makker, græsrodspolitikeren Klara Geywitz, får 45 procents opbakning fra partifællerne.
De to var ellers på forhånd regnet for favoritter og havde støtte fra den etablerede del af SPD, skrev nyhedsbureauet Reuters, inden resultatet blev offentliggjort lørdag klokken 18.