Single Daily
af

Lars Geerdes

Klassisk bluesrock med et stænk af funk

Det tog lidt tid, før »Blues Company« fik tændt det flensborgske publikum under Hofkultur-koncerten.
Det tog lidt tid, før »Blues Company« fik tændt det flensborgske publikum under Hofkultur-koncerten.

»Blues Company« er (efter »Das dritte Ohr« fra 1968) det næstældste tyske bluesband, grundlagt i 1976. Fra den oprindelige besætning er der kun sanger og guitarist Todor »Toscho« Todorovic tilbage, men hans kollega Mike Titré må da også kunne betragtes som en af bandets støtter, idet han kom til i 1980. Lørdag aften rockede sekstetten gården bag Søfartsmuseet, da der var koncert nr. to i årets udgave af Flensburger Hofkultur.

Der var ikke helt så mange ­gæster, som det var tilfældet aftenen før, da »Anavantou!« åbnede festivalen med sydamerikanske rytmer, men alligevel var der et meget stort antal gæster, der gerne ville høre den klassiske bluesrock, bandet står for. Blandt dem var der også en lille gruppe fans fra Münster, som ikke ligger ret langt fra Osnabrück, hvor »Blues Company« stammer fra, og for dem var det ikke første gang, de var til koncert med bandet.

Selv om »Blues Company«, der har spillet koncerter i næsten en snes lande, men aldrig i Danmark, fra starten prøvede at få tilskuerne til at klappe og danse til numrene, gik der et stykke tid, inden gnisten tændte.

Mike Titré kan både synge og spille guitar, bas og mundharpe. Han har været med i »Blues Company« siden 1980. Foto: Sven Geißler.

Mike Titré kan både synge og spille guitar, bas og mundharpe. Han har været med i »Blues Company« siden 1980. Foto: Sven Geißler.

Julesang i juli

Det var ikke, fordi bandet spillede dårligt, men mere, fordi det ikke var noget særligt, der kom ud af højttalerne. Ved et stille blues-nummer, hvor bassisten Arnold Ogrodnik overlod sit instrument til Mike Titré og selv satte sig til orglet, kom der for første gang noget mere spænding ind i koncerten. Og spændingen steg yderligere, da »Toscho« annoncerede en julesang som det næste nummer – midt i juli ved over 25 grader!

Bandets pladefirma havde kort forinden meddelt, at sangen »Silent Night« nu var blevet streamet over en million gange, og det skulle jo fejres. At Søfartsmuseets ur slog 9 lige midt i sangen, forstærkede den hyggelige stemning, der opstod, og sangen blev kvitteret med det indtil da stærkeste bifald, hvorefter festen rigtig kom i gang.

Mike Titré gav som sanger en medrivende version af Canned Heats »Let’s Work Together«, hvor han også trakterede mundharpen. Så fulgte en verdenspremiere af sangen »Ain’t Give It Up«, som først for nylig var blevet færdigskrevet. En fed orgellyd og fællessang på refrainet sørgede for en fin stemning.

Herefter var det blæsernes tur at føre sig frem. Uwe Nolopp (trompet) og Volker Winck (saxofon) producerede et fint funkysound, men det skal indrømmes, at en del af det flensborgske blues-publikum ikke gik med på det. Da det første nummer efter pausen gik i en lignende retning, måtte man frygte, at bandet selv ville slukke den ild, det lige før havde antændt.

Todor »Toscho« Todorovic i en typisk pose. Han er det eneste medlem af »Blues Company«, der har været med fra begyndelsen i 1976. I baggrunden ses Uwe Nolopp (trompet) og Volker Winck (saxofon). Foto: Sven Geißler

Todor »Toscho« Todorovic i en typisk pose. Han er det eneste medlem af »Blues Company«, der har været med fra begyndelsen i 1976. I baggrunden ses Uwe Nolopp (trompet) og Volker Winck (saxofon). Foto: Sven Geißler

Sådan gik det dog heldigvis ikke. Vi fik en god fortolkning af Oscar Brown jr.’s »Brother Where Are You« i en version, der var inspireret af 60er bandet »The Remo Four«, hvor igen Mike Titré med sin forholdsvis lyse stemme gjorde sig bemærket. Det blev efterfulgt af »Riot In Cell Block Number Nine« med soloer på næsten alle instrumenter samt flere klassikere og sangen »Red Blood« med et politisk budskab mod racisme. De seks på scenen var i fuld fart hele tiden, og det smittede af på ­gæsterne.

Der blev heller ikke koketteret med ekstranumrene: Uden først at forlade scenen – »for det tager bare på vores tid« – blev der på festlig vis serveret »Tutti Frutti«, »Peter Gunn«, »Albatros« og »Johnny B. Goode«, igen krydret med mange soloer, dog uden en fra trommeslageren Florian Schaube.

Det var et tilfreds og glad publi­kum, der sagde farvel til »Blues Company« langt efter, at uret havde slået 11.

Flensburger Hofkultur: 
Blues Company. Søfartsmuseets gård, 
lørdag aften.

kommentar
deling del

Skriv et svar