Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Kære læser

På Flensborg Avis er vi i en situation, hvor vi ikke kan løse alt med hjemmearbejdspladser.
Jørgen Møllekær

Man kan diskutere, om det er rimeligt at påstå, at vore samfund lukker ned, når nu »kun« skolerne lukker.

Set herfra er vurderingen, at der kommer mere endnu. For alene den kendsgerning, at alle skoler og universiteter nu lukker i fem uger på grund af corona, må næsten nødtvungent føre mere med sig. Det afspejler sig også i denne avis, som endnu engang er præget af nyheder om den sig hastigt spredende virus.

Hos os i mindretallet er det ikke kun skoler, børnehaver og vuggestuer, der må lukke. Kirken dropper gudstjenester, SdU må lukke deres fritidshjem. Det er også slut med at gå til badminton, gymnastik og fodbold og i ældreklubben og så videre de næste mange uger. I Danmark lukker også alt muligt andet ned, og den udvikling vil vi formentlig også se hos os. Genbrugspladser i kommuner lukker. Så alle dem, der nu er sendt hjem og derfor har masser af tid til at forårstrimme deres have, må lægge haveaffaldet i indkørslen.

Man kan diskutere, hvor smittefarligt det er at køre en tur på lossepladsen. For afstanden mellem mennesker er her vel mere end to meter?

Virkeligheden er, at alle nu anlægger et meget vidtgående forsigtighedsprincip, og det er også det eneste rigtige. For ingen vil være ansvarlige, hvis man kommer til at medvirke til, at smitten breder sig yderligere. Hos os er biblioteket også lukket, og SSF og SSW meddelte fredag, at de overgår til et nødberedskab og sender folk hjem.

I Danmark er de første banker fredag også gået over til nødberedskab, fordi de har sendt de fleste medarbejdere hjem. Så er det jo godt, at net-banking er opfundet, og at man også kan hæve kontanter i en hæveautomat. Spørgsmålet er så bare, hvor man kan bruge dem.

At blive klippet er grundlæggende nu en sundhedsrisiko både for kunden og frisøren. Det er utvivlsomt for tæt en kontakt. Det er godt, at alle landes regeringer nu prøver at lægge omfattende sikkerhedsnet ud under virksomheder. For ellers risikerer vi, at rigtig mange lukker om nogle uger, fordi likviditeten forsvinder, når indtægterne rasler ned.

Kære læser, også Flensborg Avis kan blive ramt. Vi anser det at formidle troværdige nyheder om samfundsudviklingen netop nu som meget væsentligt. Men hvis vi på et tidspunkt også får smittede medarbejdere, kan det hurtigt blive meget kompliceret at få trykt avisen.

På Flensborg Avis er vi i en situation, hvor vi ikke kan løse alt med hjemmearbejdspladser. Vi vil gøre alt for, at du fortsat får din papiravis seks dage om ugen. Men muligvis kommer også vi til at indskrænke produktionen i en tid, hvor vi ikke ved, hvad der sker i morgen.

Vi har allerede nu oprustet vores nyhedsdækning online. Vores hjemmeside www.fla.de er bemandet fra morgen til aften ugens syv dage. I lyset af corona-krisen vil det vigtigste være gratis at læse for alle. Dagens avis har vi valgt at distribuere til samtlige forældre i vore danske skoler også for dermed at medvirke til at orientere bedst muligt om skolelukningerne fra på mandag.

God læselyst, hold afstand til hinanden og god weekend.

kommentar
deling del

Skriv et svar