Single Daily
af

Jens Nygaard

Kæmpe potentiale i flere tyske turister

Da Danmark lavede stramninger i forhold til indvandringen med blandt andet den omtalte smykke-bestemmelse, blev det fra flere sider fremhævet, at det kunne give Danmark et dårligere omdømme og være med til, at færre turister ville besøge landet.

Specielt i forhold til tyske turister synes det imidlertid ikke at have været tilfældet. I en ny undersøgelse fra VisitDenmark fremgår det, at hele 12,9 millioner i Tyskland er interesserede i at besøge Danmark inden for de næste tre år. Det er 1,2 millioner flere end i 2014, da der blev lavet en lignende undersøgelse.

Til sammenligning har 4,1 millioner tyskere i realiteten inden for de seneste tre år været på minimum ét ferieophold i Danmark.

Det indikerer, at den tyske rejselyst til Danmark ikke altid bliver indfriet, og at Danmark bør kunne tiltrække langt flere, fremgår det af undersøgelsen. Den er baseret på egne web-interviews og lån fra en stor tysk undersøgelse.

Danmark ligger blandt de udenlandske destinationer på en femteplads for de tyske turister – og ligger endda bedre end Grækenland og Storbritannien. Det er kun Østrig, Spanien, Italien og Frankrig, der i 2017 kan regne med at få flere tyske turister end Danmark.

I undersøgelsen viser det sig, at det stadig er specielt folk fra Nord- og Midttyskland, der tager til Danmark – men andelen af sydtyskere er kraftigt stigende. Og det er interessant. I det sydlige Tyskland bor der nemlig 21,8 millioner mennesker.

Mange tyskere vil gerne på kyst- og naturferie – og det er netop det, mange steder i Danmark kan tilbyde. Her konkurrerer danskerne specielt med tyske destinationer og Holland.

– Danskerne betegnes som venlige og søde, og det er en stor kvalitet for tyskerne, når de skal vælge rejsemål, hedder det i undersøgelsen.

Dens konklusion er, at der skal arbejdes videre med at forsøge at tiltrække flere tyske turister. Det viser sig, at tyskerne generelt har et godt indtryk af Danmark i forvejen – og et besøg i Danmark gør dem endnu mere positive over for landet. 79 procent af dem siger, at de aktivt vil anbefale Danmark, når de kommer hjem.

– Og personlige anbefalinger spiller en stor rolle, når tyskere vælger en feriedestination, hedder det fra VisitDenmark.

kommentar
deling del

Skriv et svar