Single Daily
af

Jens Nygaard

Jørn Buch mistede benet ved lægefejl – slipper for at tilbagebetale erstatning

Region Syddanmark retter nu ind efter en dom fra Højesteret og dropper en række krav om tilbagebetaling af erstatninger til fejlopererede.
Region Syddanmark retter nu ind efter en dom fra Højesteret og dropper en række krav om tilbagebetaling af erstatninger til fejlopererede.

– Det er en meget god nyhed.

Sådan lyder det fra den tidligere formand for Grænseforeningen, nu pensioneret lektor Jørn Buch fra Haderslev.

Torsdag fik han en mail fra sin advokat, som han havde ventet på med spænding i lang tid. I mailen bekræftede Region Syddanmark, at man har frafaldet kravet om, at han skal tilbagebetale en erstatning, som han fik efter en fejloperation tilbage i 2014. Det drejer sig om et beløb på 270.929 kroner.

Efter det, som skulle være en ret simpel operation for blærekræft, vågnede Jørn Buch op og havde fået bortopereret sit ene ben. Lægerne medgav selv, at der var sket en fejl, og han søgte og fik en erstatning.

Jørn Buchs holdning var, at erstatningen var for lille i forhold til et ødelagt liv, og han søgte om forhøjet erstatning. I stedet fik han besked om, at han slet ikke var berettiget til erstatning, at der ikke var sket fejl – og at Region Syddanmark derfor ville have pengene tilbage.

Det anfægtede Jørn Buch i retten i Sønderborg, hvor regionen vandt. Siden er der sket det, at Højesteret har taget stilling i to sager, der til forveksling ligner Jørn Buchs. Og her fandt retten, at det offentlige ikke kunne kræve pengene tilbagebetalt.

Det skete især med henvisning til, at klageparterne ikke var blevet informeret om, at et ønske om en højere erstatning kunne medføre, at hele beløbet skulle tilbagebetales. Det er en praksis, som Region Syddanmark har ændret fra oktober sidste år. Nu får folk, som anker med ønske om en højere erstatning, at vide, at det kan koste dem den allerede tilkendte erstatning.

Hos Region Syddanmark bekræfter juridisk chefkonsulent Vickie A.V. Foged, at der er flere sager, hvor man nu frafalder kravet om tilbagebetaling af erstatninger. Hun kan ikke sige, hvor mange sager der er tale om – eftersom man stadig er i gang med at behandle dem.

– Det har at gøre med dommen i Højesteret den 7. december sidste år, hvor retten faktisk fastlagde en anden praksis. Den retter vi nu ind efter, siger hun.

Jørn Buch kan nu med mere ro i sindet nyde sin pensionisttilværelse uden en økonomisk truende sky over hovedet.

– Jeg ved ikke, hvad det betyder for sagsomkostningerne ved Retten i Sønderborg. Det har jeg spurgt min advokat om, siger han.

Jørn Buch kan nu med mere ro i sindet nyde sin pensionisttilværelse uden en økonomisk truende sky over hovedet. Arkivfoto.

Jørn Buch kan nu med mere ro i sindet nyde sin pensionisttilværelse uden en økonomisk truende sky over hovedet. Arkivfoto.

kommentar
deling del

Skriv et svar