Single Daily
af

Rasmus Meyer

Jamaica vil investere en halv milliard Euro

Den kommende regering i Slesvig-Holsten, den såkaldte Jamaica-koalition, bestående af partierne CDU, FDP og De Grønne, præsenterede i dag deres regeringsgrundlag.

Det var Daniel Günther (CDU), Monika Heinold (De Grønne) og Heiner Garg (FDP) som på et pressemøde i Kiel onsdag præsenterede grundlaget for regeringen.

Et stort emne var investeringer. Jamaica-regeringen vil i de kommende fem år investere yderlige 500 millioner euro.

Blandt andet skal 120 millioner gå til udvidelse og fornyelse af vejene. 100 millioner er tænkt til universiteterne i delstaten. 50 millioner er øremærket til skolerne. Den samme sum går til den digitale infrastruktur, mens den offentlige transport må nøjes med 40 millioner.

Desuden vil den nye regering øge antallet af politibetjente. Indtil 2023 skal der ansættes 500 nye betjente i Slesvig-Holsten.

Med den nye regering bliver ministerierne også omdannet. CDU stiller ministerpræsidenten, Daniel Günther.

Her er fordelingen af alle ministerier:

CDU

  • Ministerpræsident og ministerium for forbundssager
  • Indenrigsministeriet
  • Justits -, Europa -, ligestillings – og forbrugerbeskyttelsesministeriet
  • Uddannelses -, videnskabs – og kulturministeriet

De Grønne

  • Energi -, miljø -, landbrug – og digitaliseringsministeriet
  • Finansministeriet

FDP

  • Økonomi -, trafik -, beskæftigelse -, teknologi -, turisme – og erhvervsuddannelsesministeriet
  • Social -, sundhed -, ungdom -, familie – og ældreministeriet

Desuden kommer der to nye viceministre. En i indenrigsministeriet og en i finansministeriet.

kommentar
deling del

Skriv et svar