Single Daily
af

Rasmus Meyer

Jamaica-partierne enige om økonomisk kurs i Slesvig-Holsten

Efter fire timer ved forhandlingsbordet præsenterede Daniel Günther (CDU), Monika Heinold (De Grønne) og Heiner Garg (FDP) partiernes fælles udspil til den økonomiske kurs i Slesvig-Holsten. Dermed har partierne i klaret den første store udfordring.

Resultatet af forhandlingerne er et ni sider stort udspil til en finanslov for den nye koalition i Slesvig-Holsten. Inden koalitionen kan gå i regeringen skal en koalitionskontrakt formuleres, og torsdag handlede det om økonomien.

En hård nød at knække, for på det område ligger partierne langt fra hinanden.

Det lykkedes dog at finde frem til et fælles udkast.

I korte træk går det ud på følgende punkter:

Penge til vuggestuer

Den nye regering vil stadig fokusere på at nedbryde delstatens gæld. Alligevel skal der investeres 170 millioner euro i vuggestuer.

Renovering af vejnet

2,5 millioner euro vil Jamaica-Koalitionen investere i infrastrukturen. Boligejere skal ikke længere betale for renoveringen af vejene. Det skal fremover være kommunernes regning. De får til gengæld mere støtte af delstaten.

Mere politi

Ifølge udkastet får Slesvig-holsten 500 nye politibetjente.

Boligskatten bliver

Et omstridt punkt var boligskatten. Mens De Grønne var med til at hæve skatten til 6,5 procent, ville CDU sænke den til 5 procent. FDP ville afskaffe den for førstegangskøbere.

Partierne blev enige om, at skatten ikke sænkes. Til gengæld indføres støtteordninger til unge familier, når de køber eller bygger hus.

De næste forhandlingsrunder:

  • 7. juni – koalitionsforhandlinger om erhverv og trafik
  • 8. juni – koalitionsforhandlinger om uddannelse og socialpolitik
  • 10. juni – koalitionsforhandlinger om indenrigs- og sikkerhedspolitik
  • 13. juni – fremlægges et udkast af koalitionskontrakten
  • 28. juni – den dag vil Daniel Günther lade sig vælge som ny ministerpræsident

kommentar
deling del

Skriv et svar