Single Daily
af

Raning Krueger

Jamaica-koalitionen i Kiel fortsætter samarbejdet

– Det foreløbige sammenbrud i forhandlingerne om en Jamaica-regering i Berlin er meget beklageligt. Men det vil ikke få konsekvenser for delstatsregeringen og den indgåede samarbejdsaftale mellem de tre koalitionspartier.

– Koalitionsregeringen i Kiel vil fortsat tage det fulde ansvar for vor delstat.

Det fremhævede Slesvig-Holstens regeringschef, Daniel Günther (CDU) i går, da nyhedsmedierne pressede på for at få en kommentar til sammenbruddet i forhandlingerne i Berlin. Han indkaldte derfor med kort varsel til et pressemøde sammen med De Grønnes Robert Habeck og FDPs Heiner Garg.

– Jamaica holder i Kiel. Vi har lovet hinanden, at et nej til Jamaica i Berlin ikke skal berøre vort gode samarbejde i Kiel, sagde Habeck.

Garg var enig:

– Selv om samarbejdet i Berlin krakelerer, så har vi en forpligtelse over for vore vælgere, og vi vil fortsætte vort gode samarbejde, fremhævede han en time før, at han tog til det næste pressemøde.

Hos SSW er man ikke overrasket over FDPs adfærd, og over at forhandlingerne er kørt i sænk. I modsætning til de tyske forbundspartier opfordrer SSW alle involverede til at overveje en eventuel mindretalsregering.

– Forbundskansler Merkel ville gøre klogt i ikke umiddelbart at forkaste ideen om en mindretalsregering. Et blik på Skandinaviens historie viser, at der også kan regeres stabilt med skiftende flertal. Selv om man måske ikke er vant til det i Tyskland.

– Nyvalg er derimod den dårligste af alle muligheder, fremhævede SSWs gruppeformand i landdagen, Lars Harms.

Udviklingen og FDPs exit af forhandlingerne kom ikke som en overraskelse for SSWs landsformand Flemming Meyer.

– Jeg er dog lidt skuffet over FDPs rolle i dette spil. Det virker som en “vel planlagt overraskelse”. Selv CDU/CSU så ud til at være villige til kompromiser, men de blev desværre torpederet af FDP, sagde Flemming Meyer, der kaldte situationen i Tyskland for utilfredsstillende.

Nyvalg bør dog ikke være svaret, lød det endnu engang fra SSW-politikerne. Samme holdning gav De Grønnes Rasmus Andresen udtryk for i en pressekommentar.

Daniel Günther (CDU) ministerpræsident i Slesvig-Holsten sammen med delstatens miljøminister Robert Habeck (De Grønne).
(Foto: Wolfgang Kumm/dpa)

kommentar
deling del

Skriv et svar