Single Daily
af

Trine Flamming

»Jamaica« er holdt op med at skændes

Det er i de forgangne uger ikke gået stille for sig, når »jamaicanerne« i tysk politik, de mulige regeringspartnere CDU, CSU, FDP og De Grønne, har prøvet at finde hinanden i arbejdet for at danne regering.

Men nu ser det ud til, at de er blevet enig om igen at arbejde konstruktivt. Det skriver det tyske nyhedsbureau, dpa.

Nu har De Grønne endda fastsat en dato for et landsmøde, hvor baglandet skal tage stilling til, om man vil begynde med konkrete koalitionsforhandlinger.

Jamaica-forhandlerne har gjort store fremskridt på centrale områder som arbejde, pension, pleje, sikkerhed, uddannelse og digitalisering.

Dog skal alle temaer fortsat diskuteres godt igennem, lød det fra alle partier, da der mandag aften blev gjort foreløbig status.

Efter de heftige skænderier i den forgangne uge er der nu en meget konstruktiv atmosfære, lød det fra alle sider.

Baglandet bestemmer

Det forventes, at forarbejdet er så langt i slutningen af november, at man kan begynde på egentlige og konkrete regeringsforhandlinger.

De Grønne mødes med medlemmerne den 25. november, og så hedder det »Baglandet er boss«.

Afstemningen hos partiet anses som en af de største forhindringer for en Jamaica-koalition, som især partiets venstrefløj er ekstremt kritisk over for.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar