Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Hvor er Italien på vej hen?

På et tidspunkt stopper det jo med at gå godt med så mange populistiske magthavere rundt omkring.

Når man taler med gode bekendte og kolleger i det tyske mindretal i Sydtyrol, og snakken altid på et tidspunkt kommer til at handle om centralregeringen i Rom, er en hovedrysten en af de mildere reaktioner.

Nu styrer støvlelandet så igen mod nyvalg og endnu mere politisk ubekvemme tider. Valg i utide i Italien er normaltilstanden, der har eksisteret i mange årtier. Lige så smukt som landet er, ligeså indbydende som Toscana og det italienske køkken er, og lige så charmerende som italienerne er det: Det her er virkelig ikke godt.

Situationen er nu den, at regeringssamarbejdet hen over den politiske midte mellem de to populistiske partier Lega og Femstjerne-Partiet er i knæ efter blot et år. Og kun fordi meningsmålingerne nu siden maj siger, at det højrepopulistiske Lega med den kradsbørstige indenrigsminister Salvini er steget betydeligt til nu 37 procent af stemmerne. Med så mange bag sig ville Salvini kunne få et flertal alene baseret på andre højre-partier. Manden vil være statsminister. Fair nok. Men ser man på hans fremgangsmåde det seneste års tid, så tak skæbne, ikke kun Italien, men også os for andre. Trump, Boris Johnson, Orban i Ungarn, Polen og Østrig og nu snart også Italien. På et tidspunkt stopper det jo med at gå godt med så mange populistiske magthavere rundt omkring, der kategorisk sætter deres eget lands interesser først. Og det på en måde, der bryder med de konventioner og øvrige måder, som det internationale diplomati ellers har fungeret på siden Anden Verdenskrig. Man må frygte det værste, men håbe det bedste.

Salvini har for tiden kun ansvaret for indenrigspolitikken. Hvis han til efteråret bliver ansvarlig for hele butikken og opfører sig på samme måde udadtil som indadtil, har vi en ny krise. Italien har på trods af sin uendelige charme og skønne overflade enorme strukturelle udfordringer og er et land i dyb splittelse. Vælgerne skifter i hobetal fra det ene populistiske parti til det næste.

Hidtil har vi andre blot trukket på skuldrene af alle de statsmænd, der heller ikke har kunnet samle landet. Italien er EUs tredjestørste økonomi. Falder bunden ud af samfundsøkonomien, som der bestemt er risiko for, har vi en ny gældskrise i euro-zonen, hvor problemerne med Grækenland for et par år tilbage blot må betragtes som en uspiselig forret. Der er kun ét at gøre, og det er at sætte sin lid til, at de italienske vælgere besinder sig. Men der er intet, der tyder på det.

kommentar
deling del

Skriv et svar