Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Intim stemning er i fare

Der er indtil videre to koncerter på planen til »Jazz i Flensborghus« i efteråret, og dem holder Sydslesvigsk Forening fast ved.
Der er indtil videre to koncerter på planen til »Jazz i Flensborghus« i efteråret, og dem holder Sydslesvigsk Forening fast ved.

Flensborg. Koncertrækken »Jazz i Flensborghus« er en af Sydslesvigsk Forenings største succeser på kulturområdet.

Hver vintersæson spilles seks koncerter i Flensborghus, hvor der er plads til omkring 200 mennesker. Her er en intim stemning, hvor publikum sidder tæt omkring borde, der er stillet op til lejligheden i salen. Går det i disse coronatider, hvor afstand anbefales?

Den første koncert bliver med Jesper Thilos Kvartet den 5. november, så meget kan nå at ske inden da.

– Vi er naturligvis meget usikre på, hvad der sker i den kommende tid, men vi holder fast i de aftaler, vi indtil videre har truffet, siger Knud Ramm-Mikkelsen fra Sydslesvigsk Forenings kulturudvalg, der primært arrangerer rytmiske koncerter, foredrag og »Jazz i Flensborghus«.

– Der er en koncert, som jeg personligt glæder mig rigtig meget til, og det er juleprogrammet med DR Bigband den 8. december. Jeg håber bestemt på, det kan lade sig gøre at få disse to koncerter gennemført, siger Knud Ramm-Mikkelsen.

Aflyst på grund af graviditet

Der var oprindeligt også planlagt endnu en jazzkoncert i Flensborghus i november, men den er aflyst på grund af graviditet.

– Lige nu tør vi ikke rigtig og gå ud og finde en erstatning. Måske kan vi lægge en koncert i september eller oktober, men som situationen er i øjeblikket, tør vi ikke rigtig disponere endnu, siger Knud Ramm-Mikkelsen.

Kulturudvalget har fået en række ansøgninger fra kunstnere til øvrige koncerter ud over »Jazz i Flensborghus«, men endnu ikke truffet nogen aftaler til efterårsmånederne.

kommentar
deling del

Skriv et svar